Om mig

Mit billede

Jeg var ung i de glade 60´er, hvor jeg strikkede hønsestrik og store islandske trøjer. De var varme at have på til jazzbal. Min blog er mit fristed. Her deler jeg ud af mine erfaringer om strik, som jeg har genoptaget her i mine glade 60´er. Jeg finder glæde og ro ved at sidde med strik i hænderne. Min blog bærer nok præg af, at jeg er lærer og gerne deler ud af den viden og inspiration, jeg suger til mig i blogverdenen.
 
 

onsdag den 23. januar 2013

At være under oplæring...


Køleskabs-magnet

Det at være mor til børn, der er flyttet hjemmefra er nu også noget, der skal læres. Denne søde magnet sidder på mit køleskab. En gave fra min mellemste datter. Den kigger jeg tit på og reflekterer over.

Jeg bliver aldrig en engel - jeg er et menneske med fejl og mangler - men jeg har altid gerne villet være en god mor. Måske forventer ens børn, at man skal være deres skytsengel - især når de er små. Men man håber jo på, at når de selv bliver voksne, så ser de, at "mor" også har sine fejl og mangler. At hun er et menneske på godt og ondt. Men det er lettere sagt end gjort. Illusionen om, at mor bør være som en engel, er rar at have.

Hvor ofte skal jeg ringe, for at høre hvordan det går? Så de ved, at jeg er der og tænker på dem hver dag? Hvad kan jeg sige og ikke sige? Hvad kan jeg spørge om, uden det kommer til at lyde som utidig indblanding. Hvilke erfaringer skal jeg videregive - hvilke skal de selv erfare?

Ubetinget kærlighed tror jeg på fra forældre til børn, men ikke den anden vej - jeg tror børn har langt sværere ved at tilgive forældres "fejltrin" eller mangler. Selv kan jeg ikke forstille mig, at mine børn kunne gøre noget, hvor jeg ikke til stadighed ville være der og støtte, hvis jeg kan.

Måske skal man blive rigtig, rigtig voksen, før man får et andet syn på sin mor. Jeg kan ikke huske helt, hvornår det vendte for mit vedkommende. Hvornår jeg begyndte at bekymre mig om, hvordan min mor havde det og begyndte at ringe jævnligt til hende. Hvornår jeg begyndte at tænke, at nu måtte jeg også hellere aflægge hende et besøg eller høre, om der var noget, jeg kunne gøre eller glæde hende med. Hvornår jeg fik øjnene op for, at også hun havde gjort det bedste, hun kunne. Hvornår det gik op for mig, at hun bekymrede sig om mig og holdt af mig. I mange år troede jeg det ikke. Følte mig afvist og ærgelig over, at hun ikke var en bedre mor. Men heldigvis nåede jeg at ændre syn, før hun døde. Fandt små tegn på, hvordan hun på sin måde, havde vist mig sin kærlighed op gennem min barndom.

Man bliver aldrig for gammel til at savne sin mor eller den mor, man gerne ville have haft. Illusionen om, at mor skulle have været en engel på jord giver en masse frustrationer. Jeg tror, min mor er en engel og hun sidder i himlen og værner om mig og mine, kattene og de små fugle.

Måske bliver jeg en engel, når jeg dør. Det håber jeg ;0)

Indtil da vil  jeg fortsat være under oplæring, og til det har jeg tre fantastiske døtre.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar