torsdag den 30. januar 2014

Husk at lege....

Vi holder ikke op med at lege, fordi vi er gamle

Vi bliver gamle, fordi vi holder op med at lege



Sneen og børnebørn nydes torsdag eftermiddag
 
 
Livet er mere end strik.
 
Især torsdage, som oftest er hyggestund med børnebørnene.
 
I weekenden skulle der dog kunne blive lidt tid til strikkeprøver og beslutning om næste projekt, for at være helt uden projekt, ja, så mangler der noget - hvor skal man så gøre af sine hænder?
 
God fredag - og husk at lege på den ene eller anden måde - måske med farver og garn


onsdag den 29. januar 2014

Top down herretrøje færdig....

I denne sene nattetime har jeg siddet og skrevet opskriften ned til min herretrøje. Jeg kunne ikke selv finde en top down opskrift, der passede til en med brystmål 110, og som er en blanding af M og L.
Det har krævet en del arbejde og optrevlinger undervejs. Derfor er der nu lavet en opskrift - måske han skal have en i gave en anden god gang. Så er det rart at have en opskrift. Mønsteret ned foran kan jo varieres eller undværes. Nu er grundmodellen på plads.


Som andre oplever i denne tid, var lyset ikke det bedste - men udestuen sidst på eftermiddagen kunne bruges. Farven er dog mere lysegrå, end det fremgår af billedet.
Den er enkel og klassisk som ønsket. Modtageren var tilfreds med gaven.
Den er strikket på pind 4
Fordelingen af uld og alpaka er ca. 250 gr uld og 120 gr alpaka
Borten foran er jeg inspireret af fra en anden trøje vist nok set i Familie Journalen. Det var ikke en top down og borten er lidt anderledes, da den skulle passe med mine midterste masker
Ja, nu er jeg igen frit stillet. Dejlig følelse.
Nu skal der laves nogle strikkeprøver til de sidste dages drømmerier. Så må vi spændt vente på, hvad der kan realiseres
Nu blev kl 00.03
I morgen er der atter en dag
Sov godt


tirsdag den 28. januar 2014

Er i proces...eller hvordan jeg drømmer videre

Hr. Trøje bliver ikke en UFO.
Jeg er opdraget til at man gør en ting færdig, før man starter på noget nyt. Det er nu ikke derfor, for på det punkt er jeg ikke så lydig - og jeg må ret ofte tage en kamp med den "indre stemme".
Hr. Trøje er allerede forsinket i forhold til, at det var en fødselsdagsgave pr. 1. dec 2013, men da var der et par julegaver, der skulle gøres færdig - nemlig Sydfrugter og Tempelblomst. Den sidste strikkede jeg så lige en til af efter 24. Dec.
Der har været overspringshandlinger her i januar i form af små projekter i form af vest og børnetrøje.
I aftes fik jeg strikket et ærme - men jeg drømmer selvfølgelig videre, og utålmodigheden vibrerer.
Jeg kigger på lageret - for jeg må nok hellere bruge af det (har nok også noget med opdragelsen at gøre)
Mange i Blogland har lavet Kashmir cardigan af Helga Isager.
Jeg drømmer lidt i en variant af denne.
Jeg kan godt lide farvespillet, men den skal være en kortere udgave. Hvis altså det skal være den.
Hvis jeg bruger disse grønlige/ blålige nuancer sammen med min sorte Lakrids i højlandsuld, så vil jeg også have en UFO mindre. Garnet købte jeg til Fur af Annette Danielsen, men den har jeg vist opgivet. Jeg har ikke lige den mohair på lager, der vil kunne passe. Men måske kan den undværes eller erstattes af en sort alpaka, som jeg købte sammen med lakrids- ulden.
Det må komme an på en strikkeprøve, hvis.....
Det kunne være ret oplagt at få disse nøgler brugt, for jeg har netop kun 50 gr af hver
Hvor mange flere drømme og muligheder mon der når at komme op, mens jeg strikker det sidste ærme.
I hvert fald er der lagt op til påbegyndelse af et nyt projekt i weekenden.
Nu skal der lige klares et par lange arbejdsdage først, men derfor kan drømmerierne godt fortsætte.
Hvor er det en dejlig proces.....
Må du have gode drømme sådan en kold tirsdag.

mandag den 27. januar 2014

Drømmer om mit næste projekt........

Status: Er i gang med ærmerne på Hr. Trøje.

Det er ikke problemfrit at strikke uden opskrift til en tætbygget, firskåren, kort mand med et godt brystmål.

Ærmerne er for vidde. Måske blev raglanen lang nok, men der skal jo være bevægelsesfrihed.

Jeg fandt en - tror jeg - genial løsning. Jeg tager ind lige under ærmet, så der bliver en kile. Ikke noget jeg har prøvet eller set før, men det kom til mig i strikkeprocessen.

Det vender jeg tilbage til, når den er færdig, og jeg har fundet ud af, om det dur.

Lige nu er det så bare et par ærmer, der skal strikkes rundt og rundt, til de har den ønskede længde.

Jeg glæder mig til den er færdig - og modtageren forhåbentlig bliver tilfreds med den. (Måske fortryder jeg lidt, at jeg ikke bare købte en trøje til ham i fødselsdagsgave)

Selvfølgelig er jeg begyndt at drømme om mit næste projekt/overspringshandling.

Hvis du ser op på min "header", så er der et cone med hennafarvet garn i højlandsuld og alpaca til følgetråd.

Det står i mit skab og er begyndt at røre på sig.

Kunne det måske ikke være flot til denne model?




Kunne godt trænge til endnu en lun sag at putte mig i.

Bidende koldt er det  - så gode drømme om ting, der luner, gør godt.

Heldigvis har jeg min "Sukkertrøje" (ligger under juni 2013)  til at varme mig - ind til videre

God mandag til dig - håber du holder dig lun i hjemmestrik.

lørdag den 25. januar 2014

Kender I det?

Frisk og frejdig sidder man og strikker derudaf. Man synes, man kan huske målene.

Man når til, at nu er ribkanten vist lang nok.

Så skal Hr. Trøje prøves

Og så er manden for KORT

Ribben må flyttes 5-6 cm op, så der må trevles op. Øv

 

 

Kaffe og strikketøj på sengen...så er det weekend

Måske skulle man aldrig holde op med at arbejde, for hvor er jeg glad sådan en morgen, hvor der er tid til at sidde i sengen med kaffe, strikketøjet og IPad. Her er elevationssengen genial.
En Kontrast til ugens fem øvrige dage hvor mørke og kulde truer udenfor, men der er ingen vej udenom.

Man skal ud i det. Men ikke i dag. Og heller ikke i morgen.

 
Og det er vel kontrasterne, der giver livet fylde?

I dag er der tændt op i brændeovnen. I dag gider jeg ikke tage ordentlig tøj på. I dag er det Mush-tøjet, som pigerne og jeg kalder det. Mush-tøjet er det, man bare kan sjokke rundt i og have morgenhår.

Det er morgen - ingen krav/ forpligtigelser - det er egentid med strikketøj og gode tanker.

I dag er det nostalgiske tanker. Jeg har rodet i den kasse, som jeg har fra min afdøde mor.
Her fandt jeg det gamle fotoalbum, hvor jeg på første side har sat de fleste af mine klassekammerater ind.

Billederne er fra 6. Klasse 1966 - (står der skrevet sirligt med skønskrift).

 
Det er jo nogle af disse piger, jeg har fået kontakt med på FB. Det er sjovt. Jeg glæder mig til at høre mere om, hvordan deres liv har artet sig.

Det føles lidt som at slutte en ring.

Jeg har været meget sammen med hver og en af dem - sikkert i forskellige perioder - overnattet hos dem - kendt deres familier, som jeg stadig kan se for mig.
Hvad mon livet har gjort ved disse klassekammerater? Har de forandret sig? Eller er der stadig den personlighed indeni, som jeg husker fra dengang.
I dag forstår jeg, hvorfor de betød så meget for mig dengang og hvorfor jeg tilbragte mange timer hos dem.
Hyggeligt at lade tankerne gå tilbage til folkeskoletiden. Det første billede i albummet var min klasselærer. Hende kunne jeg rigtig godt lide. Hun havde omsorg for mig, husker jeg.
Faktisk fik jeg engang flidspræmie af hende - for hvad husker jeg ikke - men anerkendelsen betød meget for mig.

Det var en af Heidi- bøgerne af Johanne Spyri. Min første datter blev opkaldt efter Heidi.

Strikketid er kvalitetstid for tankevirksomheden.

Nu vil jeg gribe pindene og få den ribkant nederst på Hr. Trøje færdig.
 På opfordring kan man nu blive adviseret, når der sker nyt på bloggen - håber det funker, for den der måtte være interesseret.

Rigtig god lørdag med alt det, du vælger at give din opmærksomhed.



torsdag den 23. januar 2014

Hr. Trøje tager form ....eller det smarte ved topdown

Ca. 15 cm mere skal der til, før kroppen har den ønskede længde.

Jeg har lige målt.

Det er det, der er så smart ved topdown - at den kan prøves undervejs. Ikke alle har lige brede skuldre og brystkassens mål/ overvidde er L, mens andet er M. Ribben i halsen er måske alligevel blevet høj nok - men det kan vel pilles op. Ellers synes jeg faktisk, den ser ok ud.

Og bagfra

Min første herretrøje strikket på fornemmelse og erfaring fra egne trøjer.

Jeg må skrive ned, hvad jeg gør. Det kan jo være, at den bliver så god, at den tåler gentagelse.

Når først jeg har grundmodellen, kan den jo varieres i det uendelige med mønstre og farver - og så kan denne bog jo komme til sin ret.

Pind 4, Blackhill højlandsuld og alpaca fra garnudsalg en tråd af hver, så kører det.

Nå, det var de 15 cm

God torsdagsstrik til dig også :)

 

 

onsdag den 22. januar 2014

Forsinket fødselsdag ..... hvordan et år bare forsvandt hurtigt - men godt.

Min blog havde et års dag 17. januar
                                     

Igen bliver jeg mindet om, hvor hurtigt et år bare flyver af sted. Jeg har ikke fortrudt, at jeg etablerede mit lille sted til egen-tid.

Det blev jo fortrinsvis en strikkeblog. Ind imellem løftes en lille flig til det private - ikke meget - og sådan er det bedst for mig.

Det bliver til mange udvekslinger omkring strik her og på enkelte strikkegrupper på Facebook.

I dag havde jeg en god oplevelse - på FB - pludselig dukkede en besked op fra en veninde fra folkeskolen - tja, 45 år er det siden vore veje skiltes. Jeg husker så tydeligt vores samvær i de tidlige, famlende teenageår - dengang var vi meget sammen.

Nu genoptager vi venskabet på FB.

Nostalgien vælter ind over mig. På den måde er den virtuelle verden en gave.

Dette indlæg lige for at markere et- års dagen - lidt forsinket - men faste læsere vil have opdaget, at "vi" har fået nyt udseende til anledningen.

Jeg var meget betænkelig ved at lave en blog - men det har kun beriget mig positivt.

Tak til jer, der er kommet til i løbet af året og som gider læse med.

Tak til jer, der ind imellem lægger en kommentar

Min mail er nu kommet på siden, så det er også muligt at kommentere eller spørge til noget, der måske kræver lidt længere forklaring eller hjælp - eller hvis man som jeg også godt vil være "privat" om noget.

Mon der er nogen af mine læsere, der skal på højskole til sommer? Jeg har meldt mig på en uge ved Ribe til sommer - og jeg glæder mig - HELT VILDT MEGET.

Og hvis der er - så ses vi jo "live"

God onsdag til dig










tirsdag den 21. januar 2014

Store og små projekter

Langdistancekrammere her på bloggen luner altså også, skulle jeg hilse og sige.
Dejligt med en lille, opmuntrende kommentar.
Hvordan går det i min strikkeverden?
Jeg prøver at vende retsiden ud på mine tanker - se lyset, selvom vejret er mørkt og trist og ikke ligefrem bidrager med meget.
At tænke over og mærke efter, er det, der er tid til, når man på legal vis sidder og strikker. En god proces.
Hvordan går det så med hændernes arbejde, mens tankerne får frit spil om stort og småt.
Ja, her er det også stort og småt, der dukker frem - overspringshandlinger og afledningsmanøvrer, kan være det, der opretholder gejsten i mere end en forstand.
Denne strukturtrøje strikket i Livornogarn i farven khaki str. 1 år er blevet færdig. Et lækkert blødt garn, men et noget dyrt bekendtskab. Jeg brugte 209 gram - altså måtte der 5 ngl. til. Strikket på pind 4.5.

Udgangspunktet for trøjen fandt jeg her, men anvisningen holdt ikke mht garnforbrug



En vest i falsk patent blev det også til. En let sag på bare 81 gram.

En lille retstrikket vest i str. 1 år strikket på pind 3 i en rest fra garngaragen.dk
Ting, som er beregnet til at kunne komme ud i verden til en, som har brug for for lidt lunt.

Udgangspunktet for de vestene har jeg fundet i Susie Haumanns bog: Knit for your Kid

 
Så nu har jeg fået mit eget "rygmærke", da jeg synes, man godt må vide, hvor det kommer fra.
På ikastetiket.dk kan man selv designe sit mærke.
Ja, så er der jo stadig Hr. Trøje. Der er nu delt til krop og ærme, og så er det jo bare at strikke rundt og rundt og rundt og......

Den er prøvet nogle gange, og jeg har en god fornemmelse af, at den kommer til at passe.
Halsen ser lidt lille ud her, men bliver fin, når der kommer en skjortekrave under :)
Det er ved at være længe siden, jeg selv har fået strik - de store, fine projekter før jul blev jo foræret væk.
Så det må der rådes bod på, så snart herretrøjen er færdig. Men man kan jo godt begynde at lade tankerne gå i den retning.
I dag skal jeg med mellemste datter ud for at se på hendes nye lejlighed i Horsens, som hun flytter til 1. april.
Desværre når vi ikke at besøge Horsens Industrimuseum. Her er alle modellerne fra " Mange Masker" ellers udstillet. Men måske en anden god gang - udstillingen er der til marts.

God tirsdag til dig, der læser med.













mandag den 20. januar 2014

Tristhed fylder lige nu....

For det meste tænkes der mange gode tanker ind i strik.

Men i lørdags var vi til den anden begravelse i 2014.

Denne gang en kollega, som jeg så glad gå ud af døren på skolen for at gå på efterløn lige før sommerferien. Det var en svær beslutning for hende, for hun havde så meget at give. Men det skulle nu gå til familien.

Hun blev 63 år.

Pludselig svigtede helbredet, og det er endnu uklart, hvorfor hun nu ikke er her mere.

Mørke tanker tager sommetider overhånd. Så jeg har lige brug for at vende vrangen ud, før retsiden igen kan nydes.

Det sætter ens eget liv og beslutninger i perspektiv.

 

 

onsdag den 15. januar 2014

Nyt look .....eller hvordan jeg lige fik ventetiden til at gå

Jeg sidder på min skole og venter på, at et møde kan begynde.

Flere af de blogge jeg læser får af og til nyt design. Det må vel kunne findes ud af at lave en "header" eller banner til min blog.

Så jeg googlede og fandt en "opskrift" og et program.

Så nu blev den foreløbig sådan. Og kommentarer er da velkomne, især med henblik på læservenlighed - for det skal jo være rart at sidde der bag skærmen.

Men nu skal jeg lige til møde et par timer.


Bagefter har jeg nok brug for lidt alene - tid



mandag den 13. januar 2014

Hr. Trøje

Jeg var ellers kommet godt i gang. Halsudskæringen blev højere bag til. Men jeg må erkende, at den vil blive alt for bred, inden jeg bliver færdig med raglanudtagningerne.

Så det blev en OMMER!

Så nu har jeg regnet - lavet lidt om på mønster, så det passer til forstykket. Endvidere strikkede jeg på pind 4.5 - nu har jeg valgt pind 4, så det bliver lidt mere fast i det.

Kæmpe fordel med top - down, så den kunne prøves undervejs.

Halsudskæringen har jeg også ændret. Nu tror jeg på det.

Men for Søren - det dur da slet ikke at strikke til håndbold, hvis jeg skal se alle de lækre detaljer i kampen.

God mandag

 

 

søndag den 12. januar 2014

Ærgelser og glæder....

Efter to Tempelblomster og bøvl med Hr. Trøje (godt navn fra en af mine læsere)

ja, så trængte jeg lige til noget småt......

Det kom der denne lille vest ud. Jeg faldt for den på grund af den fine kant.

Str. 2 år strikket på pind 3.5

Mønsteret findes i " Knit for your kid" af Susie Haumann

Den vejer kun sølle 79 gram.

Enderne blev hæftet her til morgen over morgenkaffen.

Men så sidder jeg faktisk og er ærgerlig og småsur. Ikke lige det, der ellers ligger til mig, når jeg er optaget af noget, jeg kan lide.


Jeg er i gang med en lille Alfred. Jeg bruger det originale garn Livorno, som er utrolig lækkert og blødt, men også pebret i pris i forhold til, hvad jeg er vant til.

Mønsteret er til en glatstrikket bluse, men kan det virkelig passe, at strukturstrik tager så meget mere.

Jeg strikker str. 1 år i ensfarvet og faktisk står der, at så er 3 nøgler nok. Det købte jeg så på nettet. 50 kr i porto.

Hurtigt ser jeg det ikke er nok. Bestiller et nøgle mere plus lidt andet garn. 50 kr i porto.

Nu sidder jeg her og vejer - og kan se, jeg ikke har nok alligevel i de fire nøgler.

Øv, enten skal jeg meget mod min vilje bestille endnu et nøgle og ofre 50 kr i porto - eller også trevle den op.

For pokker da også. Jeg godtager, at struktur kræver lidt mere - men så meget ekstra?????

Midt i surheden ringede min dejlige datter og sagde: Nu skal vi lege

Hun havde lige fundet en fin app til mig med sjove effekter - og vi er tosset med at lege.

Se, det hjalp på humøret.

Nu vil jeg ud og nyde solen enten på gåben eller cykel

God søndag til dig, der læser med her

 

fredag den 10. januar 2014

Ugen, der gik ...... eller optrevling med følgetråde er svært

Første arbejdsuge efter juleferien er nu klaret. Ud over at det har været lidt svært at komme op om morgenen, fordi jeg stadig går for sent i seng. (læs: sidder for længe og strikker)

Weekenden er klar til at blive indtaget. Heldigvis er der ingen udefra kommende planer, så der er fuld egen-tid.

Trøjen jeg begyndte på går det lidt langsom med - jeg skal lige sætte mig og gøre status over raglanudtagninger og mål. Så måske skal der trevles op.

Her er det så jeg får brug for ekstra hænder. I julen fik jeg hjælp af mine tre dejlige døtre.


Mens de ventede på, at juleaftensmiddagen skulle indfinde sig, satte jeg dem til en lille samarbejdsøvelse.

Det var begyndelsen til min Relief, hvor det første ærme var næsten færdigt, der skulle trevles op. Den var strikket med uld og to forskellige alpaca-tråde i farven grå. Alle mine trøjer er efterhånden den farve, så skal jeg strikke Relief, skal den ikke være grå - ikke den grå. ;)

Garnet er nu det, der skal blive til herretrøjen. Den gode uld skal ikke gå til spilde.

I ugen der gik, satte jeg desuden gang i ikke mindre end tre små hurtige projekter, som snart er færdige. Så det er ikke fordi, mine nye pinde har ligget stille i deres "Box of joy".

Mon ikke nogle af projekterne vises her hen over eller efter weekenden?

Herretrøjen skal også helst gøres klar til viderestrik, da den vil være egnet til de kommende herrehåndboldkampe, som jeg glæder mig til at følge.

Hvad mon I gør, når I strikker med følgetråd og skal trevle op?

God weekend, når I er klar - mon vi får sne?




søndag den 5. januar 2014

Højere nakke som begyndelse på top-down til herretrøje

Søndag morgen. Sidste dag i en lang, god ferie. Den skal nydes i lige så høj grad som de foregående.
Dog er der lidt mere uro - tankerne rettes mod dagen i morgen - der skal forberedes lidt - måske må jeg på skolen og finde materialer eller kopiere.
Det udsættes lidt.
Udenfor regner det. Så gik den første nytårsløbetur i vasken. Øv da. ;)
Jeg lægger mærke til at under hækken er de første spirer til årets vintergækker dukket op af jorden.
I de sidste par dage har jeg tumlet med den herretrøje, som jeg "skylder" i forsinket fødselsdagsgave.
Allerhelst vil jeg strikke en top- down, så den kan prøves undervejs. Det er slet ikke så let at finde. Jeg vil gerne have lidt struktur (læs afveksling) i, da det ellers kan blive ensformigt med glatstrikning.
Jeg var omkring Ret og Vrang af Isager, og fik fine fotos fra en af mine kære læsere. Men stort arbejde, hvis den så ikke passer, og halsen var heller ikke ønskelig. Så den er lagt til side for en stund.
På familiejournalen.dk findes en top- down til herrer. Men jeg bryder mig ikke så meget om, at halskanten er ens for og bag. Højere nakke tak.
Så efter flere optrevlinger og påbegyndelser strikker jeg nu ud i det blå på må og få eller på slump. Jeg har jo strikket et par gode ting til mig selv med høj nakke og top- down. Erfaringer herfra må vel kunne bruges.
På familiejournalen er der også en klassisk herresweater med mønster ned foran med et par enkle snoninger. Så det mønsterdiagram har jeg snuppet.
Her min begyndelse. (Henvisning findes fra mit indlæg forleden med tips)
Jeg strikker frem og tilbage med udtagninger på hveranden pind indtil forstykkets maske i denne str L er blevet til 10.
Her ses begyndelsen på raglanærmet (dårligt lys i den sene nattetime)
Efterfølgende slår jeg op til forstykket og nu kan rundstrikning begynde. Markørerne er hvor mønsteret skal være.
Her til morgen i dagslys ;) ser det nu således ud. Jeg har lige prøvet det på manden, og det virker ikke helt dårligt (som vi siger på jysk). Så jeg fortsætter. Til sidst vil jeg samle masker op i halskanten og strikke en ribkant, tænker jeg.
Jeg krydser fingre for, at raglan kommer til at passe.
Jeg glædes over mine julegaver. Knit Pro - hvor wiren lige forlænges, så der kan prøves!
Og mit nye apparat til garn (tidligere ved håndkraft eller den dovne udgave - strik fra hel cone)
Så to gode gaver og hjælpemidler.
Jeg strikker i en grå tråd Blackhill lammeuld og en grå tråd alpaca på pind 4 1/2. Den bliver let og blød som ønsket. Den måtte endelig ikke være "tyk". (Hvor har manden svært ved at udtrykke, hvad han ønsker, der skal strikkes - så ingen hjælp fra den kant - og jeg kan jo ikke vente til den er færdig, for så at høre ham sige: Den skal byttes!)
Så nu er der kommet ro på strikkefronten efter afprøvningen og foreløbig accept. Så er det bare rundt og rundt - afbrudt af prøvninger undervejs.
Det kan jeg lide.
Nu må jeg hellere tune ind på morgendagens møde med mine børn i skolen.
God søndag til dig, der læser med her.

lørdag den 4. januar 2014

Sjælevarmer ....... eller mit mest brugte strik

I dag var vi til begravelse.

En nær og daglig samarbejdspartner som frivillig i Kræftens Bekæmpelses Lokalforening og "næsten" nabo døde 1. nytårsdags morgen. 67 år. Alt for tidligt. Lungerne ville ikke mere. Underligt - før jul organiserede han vores julemarked. Aktiv indtil 23. december.

Igen blev vi mindet om, hvor skrøbeligt livet er - og hvor hurtigt, vi kan miste, det vi har kært og "kun til låns" for en tid.

Så er det godt at komme hjem - og varme sjælen ved brændeovnen og strikkepindene. Lade tankerne få frit spil og ikke mindst ro.

Vi påmindes om livets forgængelighed sådan en dag. Vi berøres - ikke kun i medfølelse for de, der i dag mistede en kær mand, far og farfar - men også i tanke for vore egne nære og det liv, vi måske ofte tager som en selvfølgelighed.

Sjælevarmeren var noget af det første jeg strikkede sidste år. Den er lækker, lun og blød.
Det er også det strik jeg bruger oftest, når det er køligt. Den luner om skulderen og er så god at putte sig i.

Hver morgen, når jeg har fri, er det det første, jeg tager om mig, inden jeg kommer "ordentlig" i tøjet.

Når jeg kommer hjem fra arbejde kommer den på.

Den hedder Siris sjælevarmer og er fra Mere feminin strik af Lene Holme Samsøe. Så er den strikket i alpakka fra Sandnes Garn. Det var før, jeg vidste noget om garnudsalget i Gug :)



fredag den 3. januar 2014

Status over tips...eller hvad fik jeg ud af mit strik udover min afhængighed

2013 var året, hvor jeg fik genoptaget en gammel fritidsbeskæftigelse fra mine yngre dage. Den gang kastede man sig bare ud i det. Købte garn og opskrift der passede sammen - sommetider blev det færdigt - andre gange ikke.

Nu køber jeg kvalitetsgarn til billige penge hos min garnpusher i Gug - og sjældent andre steder. Jeg har derfor efterhånden ret meget på lager. Jeg gemmer det i et skab på mit kontor. Og sommetider har jeg bare lyst til at åbne skabsdøen for at indsnuse den dejlige duft af uld. Uhm....

Jeg har lavet en oversigt over årets strik - men egentlig har jeg også lyst til at gøre status over alt det nye, jeg har lært under indflydelse og inspiration forskellige steder på nettet.

 Der var blandt andet denne Solar Plexus, som har været meget anvendelig. Halsudskæringen drillede. Den flandrede (jysk udtryk), men så lærte jeg i-cord at kende via youtube, så var den reddet.

Jeg fik stor glæde af Liselottes raglanopskrift - som jeg har brugt flittigt til at komponere egne ting ud fra. Den første og eneste jeg strikkede direkte fra opskriften var denne i Chunky højlandsgarn. Lækker - men desværre fryser jeg altid nakken - så halsudskæringen passede mig ikke.

 
 
 

 
Jeg lærte Ravelry at kende - et sandt Eldorado for strikkeinteresserede. Mange bloggere strikkede Peasy, så det måtte prøves, skønt opskriften var på engelsk. Det gik nu rigtig godt. Det gav selvtillid, at kunne klare det også. Jeg lærte at strikke cardigan på rundpind og bagefter åbne den foran ved hjælp af hækling - uden brug af symaskine. Det var så let - og blev så flot.
 
Teknikken vist i billedserie er også det indlæg, der har haft flest visninger.
 

Netop i denne cardigan fandt jeg den halsudskæring, jeg kunne lide. Så Liselottes raglan og denne halsudskæring har jeg siden kombineret med stor succes.

Jeg lavede en beskrivelse, som du kan finde her.http://ellenlarsen.blogspot.co.at/2013/11/halsudskring-eller-hjere-nakke-pa-top.html

Det blev blandt andet til denne min yndlingstrøje med den spanske blonde eller Frost Flowers, som blonden hedder i Feminin Strik af Lene Holme Samsøe


Veninden kunne også lide den - og fik den i 60-års gave.



 Jeg fik også stiftet bekendtskab med vævestrik.


 Det kom der denne græshoppe ud af med sommerfugle øverst ved halsudskæringen.

Mindre kan gøre det - væveteknikniken skulle prøves igen. Pulsvarmere.


 Største og mest udfordrende projekt var dog denne lille trøje til mit barnebarn.

 Den havde været længe undervejs - udsat - trevlet op - men garnet var dyrt (købt i garnbutik) og det ligger ikke til mig at give op. Udsættelsen skyldtes i høj grad, at den skulle klippes op både foran og i ærmegab. Aldrig prøvet før. Men som I kan se gik det over alt forventning.

Den er jeg mest stolt af og hun er så fin i den.

Jeg kunne ikke finde ud af at bruge hæklemetoden her - så jeg måtte ty til symaskinen. Nu er også det prøvet.

I oktober fik jeg Østen for Solen af Annette Danielsen.
Fra denne bog fik jeg lavet to skønne julegaver.

Sydfrugter havde jeg nok ikke stor tiltro til, at jeg kunne finde ud af, men datteren ønskede den - og den største glæde er jo at glæde dem man holder af - så jeg tog udfordringen op.


 Inspireret af Thailand, hvor jeg besøgte min yngste datter - ja, så måtte der en Tempelblomst til i julegave.
Hvordan man forlænger Tempelblomst fik jeg  hjælp til via de mange dejlige grupper, der findes på Facebook. Beskrivelse af hjælpen ligger som et af mine seneste indlæg i 2013.


 Listen over årets strik er ikke medtaget her - men alt ligger under Årets strik på bloggen - men sjovt lige at gøre status over alle de gode ting mange timers meditativ strik har kastet af sig.

En del er nu ude af huset og spreder forhåbentlig varme og glæde med alle de gode tanker, der er lagt i.

En enkel lille ud af huset barselsgave blev det også til - så sød og enkel.


 En vis afhængighed er det blevet til - så jeg fortsætter ind i år 2014.

Udfordringen er den herretrøje eller gavekort til samme, som jeg forærede i fødselsdagsgave 1. december, men ikke har strikket endnu. Så i øjeblikket laves strikkeprøver - søges inspiration. For der skal selvfølgelig strikkes fra lagerbeholdningen.

Tak for al den hjælp og inspiration jeg har  fået her på bloggen. Forhåbentlig får jeg mulighed for at give noget igen - ved at samle nogle af mine bedste tips.

Godt Nytår - og lad os så komme i gang med de nye Knit Pro, jeg fik i julegave. ((Box of joy)


Heldigvis fik jeg også et krydsnøgleapparat - så nu foregår det ikke længere sådan :)