fredag den 3. januar 2014

Status over tips...eller hvad fik jeg ud af mit strik udover min afhængighed

2013 var året, hvor jeg fik genoptaget en gammel fritidsbeskæftigelse fra mine yngre dage. Den gang kastede man sig bare ud i det. Købte garn og opskrift der passede sammen - sommetider blev det færdigt - andre gange ikke.

Nu køber jeg kvalitetsgarn til billige penge hos min garnpusher i Gug - og sjældent andre steder. Jeg har derfor efterhånden ret meget på lager. Jeg gemmer det i et skab på mit kontor. Og sommetider har jeg bare lyst til at åbne skabsdøen for at indsnuse den dejlige duft af uld. Uhm....

Jeg har lavet en oversigt over årets strik - men egentlig har jeg også lyst til at gøre status over alt det nye, jeg har lært under indflydelse og inspiration forskellige steder på nettet.

 Der var blandt andet denne Solar Plexus, som har været meget anvendelig. Halsudskæringen drillede. Den flandrede (jysk udtryk), men så lærte jeg i-cord at kende via youtube, så var den reddet.

Jeg fik stor glæde af Liselottes raglanopskrift - som jeg har brugt flittigt til at komponere egne ting ud fra. Den første og eneste jeg strikkede direkte fra opskriften var denne i Chunky højlandsgarn. Lækker - men desværre fryser jeg altid nakken - så halsudskæringen passede mig ikke.

 
 
 

 
Jeg lærte Ravelry at kende - et sandt Eldorado for strikkeinteresserede. Mange bloggere strikkede Peasy, så det måtte prøves, skønt opskriften var på engelsk. Det gik nu rigtig godt. Det gav selvtillid, at kunne klare det også. Jeg lærte at strikke cardigan på rundpind og bagefter åbne den foran ved hjælp af hækling - uden brug af symaskine. Det var så let - og blev så flot.
 
Teknikken vist i billedserie er også det indlæg, der har haft flest visninger.
 

Netop i denne cardigan fandt jeg den halsudskæring, jeg kunne lide. Så Liselottes raglan og denne halsudskæring har jeg siden kombineret med stor succes.

Jeg lavede en beskrivelse, som du kan finde her.http://ellenlarsen.blogspot.co.at/2013/11/halsudskring-eller-hjere-nakke-pa-top.html

Det blev blandt andet til denne min yndlingstrøje med den spanske blonde eller Frost Flowers, som blonden hedder i Feminin Strik af Lene Holme Samsøe


Veninden kunne også lide den - og fik den i 60-års gave.



 Jeg fik også stiftet bekendtskab med vævestrik.


 Det kom der denne græshoppe ud af med sommerfugle øverst ved halsudskæringen.

Mindre kan gøre det - væveteknikniken skulle prøves igen. Pulsvarmere.


 Største og mest udfordrende projekt var dog denne lille trøje til mit barnebarn.

 Den havde været længe undervejs - udsat - trevlet op - men garnet var dyrt (købt i garnbutik) og det ligger ikke til mig at give op. Udsættelsen skyldtes i høj grad, at den skulle klippes op både foran og i ærmegab. Aldrig prøvet før. Men som I kan se gik det over alt forventning.

Den er jeg mest stolt af og hun er så fin i den.

Jeg kunne ikke finde ud af at bruge hæklemetoden her - så jeg måtte ty til symaskinen. Nu er også det prøvet.

I oktober fik jeg Østen for Solen af Annette Danielsen.
Fra denne bog fik jeg lavet to skønne julegaver.

Sydfrugter havde jeg nok ikke stor tiltro til, at jeg kunne finde ud af, men datteren ønskede den - og den største glæde er jo at glæde dem man holder af - så jeg tog udfordringen op.


 Inspireret af Thailand, hvor jeg besøgte min yngste datter - ja, så måtte der en Tempelblomst til i julegave.
Hvordan man forlænger Tempelblomst fik jeg  hjælp til via de mange dejlige grupper, der findes på Facebook. Beskrivelse af hjælpen ligger som et af mine seneste indlæg i 2013.


 Listen over årets strik er ikke medtaget her - men alt ligger under Årets strik på bloggen - men sjovt lige at gøre status over alle de gode ting mange timers meditativ strik har kastet af sig.

En del er nu ude af huset og spreder forhåbentlig varme og glæde med alle de gode tanker, der er lagt i.

En enkel lille ud af huset barselsgave blev det også til - så sød og enkel.


 En vis afhængighed er det blevet til - så jeg fortsætter ind i år 2014.

Udfordringen er den herretrøje eller gavekort til samme, som jeg forærede i fødselsdagsgave 1. december, men ikke har strikket endnu. Så i øjeblikket laves strikkeprøver - søges inspiration. For der skal selvfølgelig strikkes fra lagerbeholdningen.

Tak for al den hjælp og inspiration jeg har  fået her på bloggen. Forhåbentlig får jeg mulighed for at give noget igen - ved at samle nogle af mine bedste tips.

Godt Nytår - og lad os så komme i gang med de nye Knit Pro, jeg fik i julegave. ((Box of joy)


Heldigvis fik jeg også et krydsnøgleapparat - så nu foregår det ikke længere sådan :)





10 kommentarer:

  1. 1000 tak for dejlige tips og billeder - men vil du lægge din Ravelry profil også, så man kan finde flere detaljer om opskrifter og garnforbrug? jeg er specielt interesseret i den grønne vævestrik. Mange hilsner og godt nytår. Susanne K, middelfart

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er ikke så god til at bruge Ravelry til mine egne ting - det må komme. Men her på bloggen kan du følge dens tilblivelse - sommerfugl eller græshoppe august/september 2013. bla her:http://ellenlarsen.blogspot.co.at/2013/09/sa-blev-grshoppe-sommerfuglen-endelig.html

      Slet
  2. Flotte ting, du har strikket. Vi ses til juli, kan jeg regne ud.
    Hilsen Bodil

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gør vi Bodil og jeg glæder mig. Har du udgivet din opskrift: Grenet drengetrøje?

      Slet
  3. Det er hyggeligt at se ind til dig, syntes du laver nogle dejlige ting. Så tak for kikket i 2013.

    SvarSlet
  4. en fornøjelse at se dit flotte strik :) og butikken i Gug er fantastisk, også mit fortrukne garnindkøbsted.

    SvarSlet
  5. Sikke mange dejlige ting, du har fået lavet i løbet af året. Du er da vist ikke en helt nybegynder. Jeg nyder meget at følge din blog, og håber, at du fortsætter i samme stil i 2014. Godt nytår

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for ordene. Jeg er selv glad for min blog, så mon ikke jeg fortsætter ;)

      Slet
  6. Hvor har du nået meget i 2013! Med de nye luksusstrikkepinde er jeg sikker på at 2014 bliver fuld af spændende strikkeprojekter, som jeg vil glæde mig til at følge med i. Og ja, du er vist ved at være en ægte strikkenørd ;-)

    SvarSlet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.