Udvalgt indlæg

Hvad er kjolens navn ....Kjunika1 ....24....

Om mig

Mit billede

Jeg var ung i de glade 60´er, hvor jeg strikkede hønsestrik og store islandske trøjer. De var varme at have på til jazzbal. Min blog er mit fristed. Her deler jeg ud af mine erfaringer om strik, som jeg har genoptaget her i mine glade 60´er. Jeg finder glæde og ro ved at sidde med strik i hænderne. Min blog bærer nok præg af, at jeg er lærer og gerne deler ud af den viden og inspiration, jeg suger til mig i blogverdenen.
 
 

søndag den 31. august 2014

Uglevest str 2 år og lidt til....

Til barnebarnet har jeg strikket en vest med uglefamilien.

Jeg gik på opdagelse i knapkassen og fandt disse knapper. Så kan man vel sige ugler med øjne som tekopper.

Garnet er strømpegarnet Bumbo fra den lokale Føtex. Jeg har brugt 80 gram på p 3. Kanter 2.5.

Den er strikket i str 2 år plus ekstra længde. Opskriften er fra Drops design "Viggo" nr 21 - 33.

Diagram til Uglemotivet har jeg fundet i hæftet Baby - Blend Bamboo - no 22 fra Hjertegarn

Den er hurtig at strikke - men mange kanter, der skal strikkes rib om - ærmer, hals, nakke og stropperne.

Mon ikke Ditlev vil synes, den er lidt sjov.

God søndag

 

 

 

torsdag den 28. august 2014

Laneway fortsat ........

Laneway er i fremdrift.

Jeg besluttede jo, at starte forfra og vælge en mindre str pind, så det passede til strikkefasthed og dermed strikkefasthed i opskriften.

Så nu strikker jeg på pind 3. Det passer i højde og drøjde.

Jeg har delt krop og ærmer. I opskriften skal der ikke slås ekstra op under ærmet, hvilket undrede mig lidt.

Nu er jeg lige i overvejelser om jeg ikke skal slå 6 m op på kroppen under ærmet???

Jeg har prøvet den og forsøgt at tænke mig 10 cm større i overvidden, da det svarer til datteren min.

Mon ikke jeg efterfølgende skal strikke en til mig selv? Den føltes godt.

For mig er det en nydelse at have recycle cotton på kroppen. Det er blødt og ikke varmt på samme måde som uld.

"Under uret", som jeg strikkede i samme garn, kommer til sin ret nu, hvor sensommeren har meldt sin ankomst. Ulden passer mig bedre, når det bliver koldere.

 

Nu må jeg se, hvad jeg gør med de masker - men du ønskes en god torsdag

 

 

 

 

 

søndag den 24. august 2014

Regnvejrssøndag... Og Laneway med italiensk opslag

Mens jeg venter på tørvejr til en løbetur, kan jeg lige blogge lidt.

Regnvejr er hyggeligt, især når man er mig og har et godt strikketøj.

 
Andre ser sikkert film, spiller wordfeud, lægger puslespil eller ???

Jeg fik startet på Laneway i går. Tredje gang må være lykkens gang.
Så med stor tiltro til, at denne gang er lykkens gang, startede jeg med at lave en flot finish - synes jeg selv. Jeg prøvede jo den italienske aflukning på "Adam" - herretrøjen. Det så så flot ud

 
Så ved hjælp af videoen her, lærte jeg mig italiensk opslag. Faktisk lettere end aflukningen.
 
Man slår simpelthen op i ret og vrang, og de næste 4 omgange tages vrangmaskerne løst af og kun retmaskerne strikkes. Det giver en fin kant, som jeg synes passer godt til det rustikke udtryk min Laneway får i recycle cotton
 
 
Måske en ide......
 
Jeg tager lige et par omgange til, mens jeg lytter til Søren Ryges fortællinger om spændende hverdagsmennesker. Lige nu fortælles om "kartoffelferien" - og den er der jo ikke så længe til.
 
 
Hvad laver du sådan en regnvejrssøndag?
 
Du ønskes en dejlig en af slagsen


lørdag den 23. august 2014

Et lille tip .... Og Laneway på ny!

Den sidste uges tid er gået med småtterier.

Små fine babyprojekter, som har været gode at have i en travl tid, hvor jeg ikke har kunnet koncentrere mig om det store - og heller ikke haft energi.

Det har været hårdt at starte op med så meget nyt - og den megen uro det har været at få nye arbejdsvilkår og ny skolereform.

Det er hårdt for en gammel hest at gå fra rent trav til galop.

Nu er det weekend og jeg har følelsen af overskud igen.

Derfor er det nu tid til for anden gang at starte op på Laneway til datteren min. Jeg har fået mere af den sorte recycle købt, så jeg ikke løber "tør". Jeg har så samtidig købt en råhvid til striberne - også i recycle.

Jeg har indset, at det måske er bedst at strikke på pind 3, så passer strikkefastheden ud fra min strikke- og vaskeprøve. Det kniber lidt med antal rækker, men mon ikke det går?

Jeg kan ikke sådan lige prøve undervejs, da hun bor i København, men hun prøvede mine andre forsøg, som jeg har ladet ligge fremfor at trevle dem op.

Jeg glæder mig til at komme i gang. Det er dejligt at strikke til nogen, jeg holder af. Undervejs puttes der mange gode og varme tanker ind mellem maskerne. Det luner jo alt sammen ;)

Og nu dagens tips -

Hvis du som jeg har flere projekter i gang og derfor må bruge dine knitpro flere steder, så kan det være rart at huske, hvilket str pind pågældende projekt er strikket med.

Så fiffet er at binde knuder på den løshængende tråd fra opslagningen på strikketøjet - svarende til pindens størrelse.

Hvis jeg strikker med 3 1/2 binder jeg 7 knuder. Næste gang jeg tager strikketøjet frem, ved jeg ved at dividere med 2, at det er 3 1/2, der skal i igen.

Så her har jeg lige taget p 3 ud - for nu skal den bruges til Laneway

 

 

 

 

 

 

torsdag den 21. august 2014

Surprise Jakke.... Småtteri no 5

Det kan nu også blive for småt.

Jeg er vild med farverne i denne lille jakke, og derfor synes jeg, at det er en skam, den ikke er større ud fra tanken om, at den godt kunne bruges i længere tid.

Endelig modtog jeg brevet fra USA med opskriften både til baby, børn og voksne.

Surprise Jacket!

Den er strikket i et stykke - med kun en enkelt søm i øverste kant. Surprise fordi først når den foldes rigtigt, kommer en jakke til syne.

Modellens str afhænger overraskende nok af strikkefastheden. Her har jeg 23 m på 10 cm. Det svarer til str nyfødt. Man kan så meget let forlænge ærmerne, hvilket jeg har gjort her for at prøve.

Jeg har brugt strømpegarn Bumbo. Strikket på p 3. Brugt 66 gram.

Så kan der jo laves i- cord kanter mv. Nu har jeg prøvet opskriften, så er det også nemmere at se, hvordan mine garnrester kan anvendes, når jeg ved, hvad der er hvad på jakken.

Det er sjovt at bruge farveskiftegarn. Jeg havde ikke set, at garnnøglet indeholdt blåt - så også på den måde, bliver man overrasket.

Smilla vil sikkert synes jakken er fin til dukken.
Ved denne uges start besluttede jeg, at jeg hver dag skulle montere og færdiggøre en af mine småtterier.
Nu er der ryddet op.
Snip snap snude ..... Nu kan nyt begynde
God weekend
 
 
 

 

 

 

 

onsdag den 20. august 2014

Lun pigevest ..... Småtteri no 4

Dagens småtteri er en lille lun pigevest strikket i Blackhill Højlandsuld i dobbelt garn på p. 3 1/2
Der er brugt 116 gr i farven lammeøre fra garnudsalg.dk.
En lille rest jeg havde tilbage fra min cardigan Peasy, som jeg strikkede sidste forår. Rart at få brugt denne rest. Jeg overvejer at hækle et par små blomster til pynt.
Den er strikket i et stykke uden sømme med et lille cortiguous-ærme. Str er ca til 1 år
Opskriften har jeg fundet på Ravelry.
God torsdag




Lille Livstykke .... småtteri no. 3

Dagens småtteri er dette lille Livstykke. Opskriften er en Isager fundet på Ravelry.

 

Garnet en superblød bomuld "Alba" BC Garn. Den er strikket på p 3. Knapt et ngl skal der bruges til denne lille sag strikket til str nyfødt.

Farven tangerer vist den berømte gollum fra garnudsalg.dk. Det er sjovt at strikke småt og få afprøvet forskelligt garn og modeller.

Jeg har anskaffet mig 5 dejlige farver til vinterens mørke tid hos frujensensunikum.dk, som for en måneds tid siden havde et uimodståeligt sommertilbud.

God onsdag

 

mandag den 18. august 2014

Babyundertrøje ..... småtteri no. 2

Mandarin Petit fra Sandnes garn er et dejligt, blødt bomuldsgarn at strikke i.

Jeg købte 2 nøgler i en skøn, grønlig nuance.

Til denne str. 0- 3 mdr brugte jeg 42 gram på pind 3.

Opskriftens kan bla findes på ruths.dk

Den er ikke tiltænkt en bestemt baby, men mon ikke den finder en at komme på?

Ligeledes denne som jeg strikkede af det andet nøgle - beskrevet i tidligere indlæg

Jeg har nydt at strikke disse små ting i min travle hverdag - nu skal tingene bare monteres, og så skal der vist snart slås op til noget større. Laneway ligger jo og venter.

God tirsdag

 

Ugleset.... Vest str. 6/9 mdr - småtteri no. 1

Ugleset er montering ofte.

Jeg kan for det meste godt lide det, fordi det giver lige den sidste finish. Det skal bare alt for tidskrævende ;0)

En del monteringsarbejde er der faktisk på sådan en lille vest - ærmekanter, halskant og kanter på slidsen i nakken.

Men nu er den færdig den lille vest, som er tiltænkt min datters veninde, der lige har født en lille dreng.

Pip blev han kaldt under graviditeten, så jeg tænkte en uglevest var velvalgt. Lidt lunt til vinteren.

Den har fået en god længde, da babyer har lange overkroppe og ofte tykke maver af al den modermælk eller hvad det nu er, der gør det.

Jeg har brugt maskeantal og delvis opskrift fra "Babydrops nr 19-20" på dropsdesign.dk

Uglemønsteret er taget fra model G i Hjertegarn " Baby - Blend Bamboo - no. 22"

Den er strikket på pind 3 i Baby Merino, som er lækkert at strikke i.

Der er brugt 66 gr.

Der er startet nogle småprojekter op i de sidste par uger. Jeg har ikke orket andet.

I dag var den første af disse småtterier.

 

 

 

 

onsdag den 13. august 2014

Mon jeg er her endnu.....?

Nu tusker jeg mig lige til her i mit frikvarter at skrive lidt, for jeg savner at være på min blog.

Stedet til egentid.

Hverdagen er for alvor trådt i kraft efter en god ferie. Det er udmattende på en anden måde, end det plejer at være efter en ferie.

Der er meget fokus på skolen. Voksne såvel som børn skal lige vænne sig til det hele, samtidig med at en del brikker ikke helt er faldet på plads.

Men strikketid er det ikke blevet til længe. Kun lidt småtterier. Lidt på må og få uden helt at have tid til fordybelse.

Jeg er træt i hovedet og mat i sokkerne, når det bliver aften. Det er selvfølgelig, fordi meget ikke er kørt ind som rutine endnu.

Da jeg er en introvert natur, bliver jeg tappet for energi af at skulle forholde mig til mennesker hele dagen og nye strukturer.

Tidligere havde jeg de små åndehuller, hvor jeg kunne trække mig og lade op.

Det skal jeg nok finde igen - men i øjeblikket bliver det, der skulle være åndehuller brugt til at vænne sig til og sætte sig ind i nye ting.

Det er ikke beklagelse, men blot forklaring på hvordan jeg befinder mig lige nu.

I weekenden passede vi børnebørnene på 2 og 6. Forældrene havde tjans på Smukfestivalen.

Et åndehul, der forsvandt - men jo også fyldt med gode oplevelser.

Mine dejlige løbeture har jeg ikke haft energi til, trods det jeg ved, de giver energi.

Men nu er løbeturen lagt i skema fra denne uge. Jeg har aldersreduktion, derfor skal jeg møde lidt senere tirsdag og fredag morgen. Perfekt - så bliver det tidspunktet - samt søndag.

Min "Laneway" er ikke blevet rørt, siden jeg tog mål på datteren forrige søndag. Den skal trevles op og startes på ny.

Måske det bliver i weekenden, måske.....

En af de store begivenheder i weekenden, var da Smilla - efter en hel dags arbejde med tungen - sent lørdag aften endelig tabte sin anden tand. Den første tabte tand missede hun, for den faldt pludselig ud en dag i børnehaven - enten tabt i sandkassen eller slugt!

Denne fik hun has på, så mon tandfeen kommer?

Det er dunhamrende hårdt lige nu, men når tilvænningen er indtruffet, så bliver det jo hverdag igen.

Ja, det er det, jeg savner.....at det skal blive hverdag, hvor man kender sit skema, de nye ringetider og de mange nye ansigter. De nye rum og stedet, hvor jeg kan være og have mine ting.

Når de nye rutiner er blevet indarbejdet, så kan der igen blive overskud.

Tak, hvis du fortsat hænger på. Hyggeligt lige at være her

Nu skal jeg have forberedt mig. Frikvarteret er slut og kaffen drukket.

Og heldigvis er der længe til jul ......

 

 

 

onsdag den 6. august 2014

Afgrænset tid... på arbejde og strik

Det er underligt efter 35 år med fleksible arbejdstider, nu pludselig at skulle gå og komme på klokkeslet. Det ved jeg godt, at rigtig mange gør, og det vænner jeg mig også til - men det vil lige tage lidt tid.

I denne uge summer det af liv på skolen. Lærere holder det ene møde efter det andet. Der skal laves årsplaner, findes materialer osv.

Jeg har gjort mit kommende klasselokale rent for støv og spindelvæv og flyttet en masse møbler ud og andre ind. I dag skulle jeg gå hjem kl 14.30. "I gamle dage" ville jeg være blevet til kl 17- tiden og måske følt, at nu var lokalet klar til at modtage børn.

På den anden side så skal der på skolen være indkvartering af en sportsarrangement hele weekenden. Derfor kan vi ikke pynte klasselokalerne helt op, som vi gerne ville. Det har dog aldrig været et problem, for så gjorde vi det bare søndag eftermiddag, når sportsfolkene var taget afsted. Det plejer at være hyggeligt sådan en søndag, før børnene kommer, at skrive velkomst på tavlen, pynte med flag og blomster osv. Og indstille sig på, at nu tages der hul på et nyt skoleår.

Men det er slut. Nu er der faste mødetider.

Vores arbejdspladser, hvor vi skal sidde og forberede os, er dog langt fra klar. Møbler til lokalet kommer først hen i efteråret. Så vil nogen jo nok tænke, at vi bare kan sidde i et klasselokale. Det er dog ikke så nemt, for forberedelsestiden ligger jo, mens skolen er fuld af børn - så det bliver lidt spændende, hvor man kan finde ro.

Det er virkelig en udfordring lige nu, hvor mange lærere har kasser med på skolen med alt det, der før stod hjemme på hylderne. Selv har jeg tømt en reol og et skab på mit arbejdsværelse herhjemme og stillet ned på skolen. Det skal jo være tilgængeligt, når jeg skal forberede mig. Det giver luft herhjemme, men lige nu en rodet affære på skolen. Øv.

Vi var til møde i aftes alle lærere og pædagoger. Humøret er højt. Det er det ofte den bedste måde at takle groteske situationer.

Vores lærerværelse er beregnet til 50 - nu er det blevet til personalerum, da vi jo har fået udvidet med pædagogerne.

Det var lummert i aftes, hvor vi sad 65 til skoleårets første pædagogiske aftensmøde, som der bliver en del af hen over året.

Udfordringer er altid spændende - og bare vi kan bevare humøret og det gode arbejdsmiljø, så skal det nu nok gå. Al begyndelse er svær.

Og så nærmer vi os Laneway, som jeg startede på - men forkert. Jeg afventede så, da jeg fik lejlighed til at måle og afprøve starten på datteren. Det blev klaret i søndags.

Så var jeg i tvivl om jeg havde nok af den sorte recycle cotton. Jeg sendte en bestilling af sted til garnudsalg.dk, da jeg ikke ville begynde før, jeg var sikker på, at det var samme indfarvning.

Det kom i går - med lidt ekstra ;) men det gør jo ikke noget, for nu har jeg et tomt skab, der kan fyldes op med garn.

I mens har jeg lige haft behov for at strikke noget hurtigt og småt. Så de sidste par afteners strik er blevet til denne lille sag. 50 gr bomuld på p. 3.5 og en opskrift "CIRKA", som jeg fandt i mit arkiv. Den er af LiseLotte Weller fra garnudsalg.dk. Str er nok cirka 4 mdr.

 

Garnet købte jeg hos impaz.dk, som lige nu har 35 % på en del fra Sandness og Drops. Impaz ligger kun et stenkast på 5 km her fra. Så det var en god cykeltur i mandags efter arbejde.

I min barndom kaldte jeg denne for Løvetand .....

Og denne for Tandbørste

Vejrudsigten lover sommer lidt endnu, men også den har sin afgrænsede tid.

 

lørdag den 2. august 2014

Duet med Falkenberg

Min første Falkenberg.

Det var nu ikke meningen, det var dens tur lige nu.

Men i går måtte jeg kaste håndklædet i ringen - eller Laneway blev lagt på is for en stund.

To gange er den påbegyndt. Begge gange har jeg åbenbart lavet en fejl i starten, hvor der laves korte venderækker. I hvert fald passede mit masketal ikke.

Jeg skrev til designeren, og i løbet af en halv time havde jeg svar. Nu vil jeg vente med at trevle op, for selvfølgelig skal det rettes. Andet ville være utænkeligt.

Pludselig fik jeg mulighed for at prøve opstarten på datteren i eftermiddag, da hun er på kursus i nabolaget. Så kan jeg i hvert fald tjekke halsen og om den strikkefasthed, jeg har omregnet til, holder.

Tvivl har jeg også fået omkring mængden af garn. Ulla har brugt 200 gr uld/bomuld. Jeg købte 300 gr recycle cotton, men jeg tror faktisk ikke det er det samme, selvom jeg forstod det sådan, da hun ekspederede mig på garnudsalgs åbningsdag.

Jeg vil i hvert fald lige sikre mig, at jeg har nok

Så dagen i går var fuld af frustrationer, for faktisk havde jeg ikke lyst til at starte nyt. Jeg ville videre med Laneway.

Men en hel søndag uden strik duede heller ikke, så blev "Duet" påbegyndt.

Det var et kit jeg købte med en god rabat, da jeg var på højskole.

En ny måde at strikke på: Der skal fire pinde til en stribe. Der strikkes hele tiden 2 pinde fra samme side, før arbejdet vendes. Det giver en fin struktur og elasticitet. Der strikkes kun med to farver ad gangen, hvor sort er den gennemgående bundfarve. Den strikkes diagonalt. Dejligt garn at strikke i. Sheetlandsuld.

 

Her til morgen besøgte jeg "mine svaner". Ællingerne er nu ved at være lige så store som forældrene, der stadig er beskyttende omkring dem. Desværre er en gået tabt.

Nu er det slut med spontane løbeture

I morgen bliver min hverdag igen lagt i skema. Måske handlede mine frustrationer i går også lidt om det.

Overgangen fra ferie til arbejde er altid lidt svær. Nåede man det man havde sat sig for? Det er ikke altid ambitioner og forventninger indfries, men nogle gange skal de måske justeres undervejs.

Jeg ser tilbage på en god en af slagsen. Jeg nåede det, der blev plads til. Batterierne er ladet op.

Jeg er spændt på, hvad den nye skolereform kommer til at betyde i min hverdag.

Med åbent sind møder jeg ind i morgen tidlig med en urokkelig tro på, at det nok skal gå.

God søndag

 

 

 

 

 

 

fredag den 1. august 2014

Herregårdsfrue for et døgn...

Ja, sådan kunne man næsten lade sig henføre i disse smukke omgivelser.

Et døgn er tilbragt her.

En fødselsdagsgave fra gode venner, hvor den sidste næring lige suges ud af sommerferiens allersidste fredag.

Sådan en herlig morgen, hvor man slår vinduet op og skuer ud over gårdspladsen.

Et herligt døgn med nærvær, god mad og en koncertoplevelse, som man nok ellers ikke ville have fået.

Sopransanger og pianist, der fremførte Elverpigernes sange.

Jeg kan godt forstå, at H.C. Andersen nød at komme her. Smukke omgivelser. Stedet emmede af historie.

Som vestjyde (nu bosiddende i det midtjyske) ja, så kan man heller ikke komme igennem en sommerferie uden at være ved Vesterhavet.

Og når man så er ved Vesterhavet - ja, så kunne man måske lige lave et lille svinkeærinde til en garnbutik, man nok har hørt om, men endnu ikke besøgt.

Tekstil og Kunst i Kloster 4 km fra Søndervig.

Helt sikkert et besøg værd. Et Eldorado for kvinder. I stueetagen de skønneste beklædningsgenstande og på 1. sal GARN

Mænd kan nyde en kop kaffe, avisen og den skønneste udsigt over Stadil Fjord, mens konen i ro og mag nyder de skønne garner og farver.

Om JEG købte noget?

Ganske lidt - jeg har ikke opgivet Isagers zig-zag top, så nu skal den prøves i Isagergarn. Men den skal jo først bruges næste sommer, så det bliver et tidligt forårsprojekt.

Der var også lige nogle skønne 25 grams supersoftgarn i smukke farver, som passer godt på mit lager.

Et dejligt døgn - og nu er det så blevet tid til at indstille sig på, at mandag er arbejdsdag og ny skolereform, der skal afprøves i praksis
 

Spændende

God weekend