mandag den 24. august 2015

Så er det sket ....

Min opsigelse er afleveret

Så nu er det en endegyldig realitet.

Overtid fra sidste år gør, at jeg kan gå på efterløn til efterårsferien - så godt 6 uger igen.

Jeg har heller ikke tid til at gå på arbejde.

I øjeblikket eller længe har jeg arbejdet på noget, der er "hemmeligt" ind til videre.

Det har naturligvis med strik at gøre.

Derfor er der stille her, der og alle vegne.

Frygtelig asocial bliver man.

Meget tid på de sociale medier bliver der ikke brugt.

Mine løbeture har jeg netop genoptaget. Det er rart, når man først er derude  :)

Tidlig morgen er så absolut bedst.





Naturligvis kribler det i mig for at dele "hemmeligheden" med jer - men ting tager tid - og ordentlig skal det være.

God uge til jer, der læser med

onsdag den 19. august 2015

Seniordag og 2i1 Happy Stripes

En dejlig opfindelse med disse seniordage

Jeg holder en i dag i dette skønne vejr. Jeg fandt lige pludselig 3 ubrugte, og hvis jeg skal få glæde af dem, inden jeg går på efterløn, ja så skal de jo bruges. 

I dag var en god anledning, da "mine elever" skulle til Legoland hele dagen uden mig, så jeg forsømmer ikke noget. 

For at få så lang en dag så muligt stod jeg op kl 6 

Stilheden, en varm kop kaffe og solen på vej, så bliver det ikke meget bedre

Et halvt ærme manglede på tøseblusen 2i1, så det blev lige klaret

For en gangs skyld var der også lige to knapper i mine knapbeholdningen, der matchede perfekt. 

Så nu hænger den her:


                  

Jeg har strikket i Blackhill Cottonwool i fv Lyng ca 80 gram og fv Slikkepind ca 25 gram i str. 3- 4 år


Så nu er der næsten gjort rent bord til nye projekter


Nye forsyninger til al den tid jeg snart får til rådighed - ikke fordi jeg manglede - tværtimod

Men gode farver på hylderne bliver jeg i godt humør af og så kommer inspirationen

Masser af ideer ligger og venter på tid til at blive udført. 

Seniordagen er kun 10.40, så nu må jeg vist i tøjet

Tip tap tønde
Nu kan nyt begynde

Nyd dagen - den er din

lørdag den 15. august 2015

Hip Hop, skater, rapper og et lille mirakel

For nogle måneder siden spurgte yngste datter, om jeg kunne strikke et sæt til en lille pige, da hun var inviteret med til hendes navnefest i dag 15. august

Det kunne jeg vel nok - indtil hun sagde, at det skulle være lidt specielt.

Faren til datteren var nemlig rapper i et band, så hvis jeg kunne ramme den stil, så var det lige i øjet.

Krav: Hættetrøje med forbogstaver foran på lommen og hængerøvsbukser - noget i den retning.

Farver - gerne en flot orange til trøjen og sorte bukser til. Hm .... en lille udfordring.

Jeg begyndte at lede efter opskrifter - mange blev set igennem på Ravelry - endelig fandt jeg denne med navnet Snow Day Hoodie  


Det var den jeg skrev om for nogen tid siden med den smarte måde at slå op på til hætten og så ellers topdown - men da kunne jeg ikke afsløre det hele.

 
 
Bukser i hip-hop stil var lidt sværere, og jeg fandt aldrig helt en, der ramte til det garn, jeg havde købt. Faconen skulle jo være den helt rigtige, så efter at have skimmet og målt på diverse buksers livvidde og lavet omregninger til min strikkefasthed på 22 m pr 10 cm i  str. 6, 9 og 12 mdr - så endte jeg med en opskrift, som kunne bruges. Jeg valgte at strikke str. 6 mdr
 
Jeg har til bukserne brugt knap 100 gr Blackhill Cottonwool sammen med knap 50 gr Blackhill Superfine alpaka i fv Lakrids. En tråd af hver på p 3.5
 

 

 
 
Hættetrøjen er strikket i dobbeltgarn - også Blackhill Cottonwool ca 150 gr i fv Clementin
 
Datteren var tilfreds med resultatet, og det bliver spændende at høre modtagernes reaktion.
 
I øvrigt mens jeg var med yngste datter på hospitalet, skete der noget forfærdeligt, som heldigvis endte lykkeligt.
 
Den lille pige må være født under en heldig stjerne eller en hånd er blevet holdt under hende.
 
Måske læste om barnevognen med den lille pige, der blæste i vandet på Islands Brygge.
 
Artiklen stod i BT. Dette lille mirakel får i dag sit navn og dette sæt.
 

 
 

 


Miraklernes tid er heldigvis ikke forbi
 
God søndag




fredag den 7. august 2015

2i1 Happy Stripes

Jeg er tilbage på arbejde

for en kort periode

til efterårsferien - altså lige om snart

går jeg på efterløn - efter et dejligt langt lærerliv

Underligt at være nået til dette afsnit i livet

De sidste par år har jeg opdyrket nogle af de ting, der gør mig glad

så jeg ser frem til at få endnu mere tid til disse ting

Kort sagt jeg glæder mig

I de sidste par uger har jeg arbejdet på en måde at anvende sine garnrester på.

Nogle gange har jeg ikke lige helt garn nok til at strikke en trøje

Inspireret af et design, der hedder 3i1 - har jeg nu lavet min 2i1

 
 

Opskriften går fra 6 mdr til 6 år, så der skulle være god mulighed for at få brugt af sine farverester

Her er rig lejlighed til at lege med farvesammensætninger - og stribekombinationer

Jeg har brugt Blackhill Cottonwool fra garnudsalg.dk. Det findes i mange dejlige nuancer - men alt andet, der overholder strikkefastheden kan jo anvendes

Til en endnu lunere trøje kan højlandsulden anvendes

Øverste del er strikket oppe fra og ned - nederste del nede fra og op

Så lidt for enhver smag

Endelig kan man så nøjes med at strikke en trøje - men snyde sig til, at det ser ud som to dele.

Weekenden skal nydes og batterierne skal helt lades op - for lige om lidt

myldrer børnene ind på skolen

God weekend

NB: Klik på ordet Opskriften eller klik på billedet i menuen til højre af den lysegrønne Livstykke