torsdag den 29. december 2016

Ind imellem ...

Ind imellem bliver der lidt strikketid

Der er ikke tid og plads til opstart af nye projekter

alt garn osv. er pakket ned og flyttet til vores nye bolig

kun en enkelt ufo fik lov at blive her i huset, som snart skal forlades -  og det var godt tænkt

da det er svært for mig at sidde uden at bruge pindene

i de ledige stunder om aftenen

ja, så fik mit længe ventende Camomillesjal endelig sin blonde

Helt ærligt, så troede jeg aldrig jeg fik den strikket færdig

men pludselig fik jeg koden knækket til blonden

og så gik det bare over stok og sten

faktisk har det været hyggeligt at sidde og "takke af" :)

125 gr vejer det og er strikket i Järbo uld på p 3.5 - blonden p 3

Der var mange spidser, der skulle blokkes ud - men her er en god skummadras m top fin











Jeg er superglad for sjalet endeligt er færdigt

Med hensyn til skift af bolig, så flyttes i øjeblikket, hvad flyttes kan

og det er da lidt svært at leve i flyttekasser

der køres stadig meget på genbrugspladsen

Vi har haft en god jul med tid til gensyn med familien

Nytårsaften fejres sammen med børnebørnene

og så kan vi begynde at flytte møblerne umiddelbart efter nytår

15. 1. 17 skal nøglerne til huset afleveres til dets nye ejere, som jeg håber bliver glad for det,

som vi har været.

2017 bliver på mange måder et spændende år - det er jeg sikker på

Masser af nyt i vente -


Rigtig godt nytår til dig, der læser med her





mandag den 19. december 2016

Overspringshandlinger...

Det er sin sag at reducere ens materielle gods, så det kan reduceres fra 200 m2 til knap 100 m2

Hver dag skal der helst et læs på genbrugspladsen - og det går helt godt

Jeg glæder mig til at få flyttet snart (lige efter jul)

det er ved at være træls at leve i sorteringskasser

men effektivt

jeg har fast stående 6-7 sorteringskasser

metal
hård plast
plastfolie
pap
glas
elektronik
småt brændbart

skal beholdes
osv.

Hver gang en ting kommer i hånden overvejes nøje

nogle gange er beslutningen let
andre gange hm...

Et par gange er tingen nået ud på genbrugspladsen, men er så taget med hjem igen ;)

Midt i alt rodet, er der pyntet sparsomt op til jul - heldigvis er vi alene i år

I morgen holdes der inde, så begynder juleforberedelserne så småt

Det store strik er det ikke blevet til, men jeg er afhængig af mine små stunder (overspringshandlinger)

her er Lueforliv et godt projekt - eller sokker for den sags skyld

str 44


                    "Lue for liv" god som værtindegave eller den lille ekstra, der lige kan lægges oveni



På torsdag vil jeg bage vanillekranse sammen med børnebørnene - bare for at få lidt julestemning ind

Glædelig jul

torsdag den 1. december 2016

Glædelig 1. december


Her er det jo opbrudstid, og egentlig havde jeg bestemt at springe julepynteriet over i år. Men det kan man ikke bare sådan lige beslutte ;)

Da der alligevel skulle ryddes op i julekasserne, inden flytningen - ja så kom der lidt frem. En adventsdekoration fik jeg da også lavet.

Det er en mærkelig tid. På en måde er det rart at have god tid til at sortere og kassere. På den anden side er der altid noget, der skal ordnes, så jeg kan ikke rigtig sætte mig og nyde en strikkedag.

Strikketid er nu blevet aftenstrik.

Jeg går ind i december med en kæmpeforkølelse. ØV

Kalenderpakkerne til børnebørnene er på plads og afleveret - mon de snart gætter, hvem julemanden er?





Sidste år - hver eneste dag i december, var der et juleklip med et strikketip - det bliver der desværre ikke tid til i år.

Men derfor kan nissen og jeg jo godt lige ønske glædelig december til alle, der læser med her

Hygge Hejsa

Fra mit sommerparadis på en dag sidst i november

mandag den 21. november 2016

Århus - sjal

Her midt i min opbrudstid har jeg nydt at strikke sjalet Århus

I al rodet og rydden op, har det været dejligt lige at strikke et par pinde retstrikning

ind imellem

og ikke mindst om aftenen, hvor hænderne var ledige

Men hold da op - hvor det er stort

Jeg har strikket det i grønlige toner Højlandsuld fra garnudsalg og Supersoft fra garngaragen med bundfarven superfin alpaka i fv grøn melange fra garnudsalg.dk

Jeg er godt tilfreds og det er forsvindende lidt, der bruges af de forskellige farver.

Jeg fik bogen "Urban" af Susie Haumann af mine døtre i fødselsdagsgave i oktober

- så nu kom den til sin ret og glæde ;)

Som afslutning valgte jeg at følge opskriften og lave et par pomponer - så kunne jeg igen prøve min lille "pom-pom maker"

Lidt forpjusket pompon



men efter dampning over el-kedlen var jeg godt tilfreds -



og det er jeg også med resultatet, selvom jeg er lidt spændt på de lange ender ;) - hvordan jeg bedst kan bruge det

(bind ikke med højlandsulden omkring pomponen - det knækker - men alpacaen er god og stærk til dette)



God dag til dig, der læser med her :)

Tilføjelse

En "pom-pom maker" - er sådan en dims - i to forskellige størrelser. Nemmere end da man som barn skulle bruge to papskiver og lave hul midt i.






onsdag den 16. november 2016

Opbrud ... nyt kapitel

I øjeblikket har strikkeriet ikke højeste prioritet

Vi er i gang med at realisere en drøm og plan for den 3. alder

Det er netop ét år siden jeg gik på efterløn, så efter en laaaaang ferie er det nu tid til at tage fat på det, der kaldes den 3. alder

Vi bor i et stort hus, som var en nødvendighed, da der var hjemmeboende unge mennesker samt adskillige udvekslingsstudenter.

Men det er flere år siden nu, at reden blev tom for unger.

Og i flere år har vi talt og drømt om, hvordan vi så skulle bo og hvor?

Drømmen var et sommerhus ved vand og en lille lejlighed til vinterbrug her i byen, hvor det meste af arbejdslivet jo har været.

1. juli købte vi så ét dejligt sommerhus ved Mossø ved Skanderborg

Og resten er nu realiseret indenfor de sidste 6 uger.

Ejendomsmægler blev kontaktet for salg af vores hus. Vi forventede, at det kunne tage lang tid.




Vi tog kontakt til en andelsboligforening anbefalet af mægler dagen efter for at blive skrevet op - der var netop lige et dejligt lille hus nyistandsat og ledigt, som vi kunne overtage 1. nov.

Vi ville rigtig gerne have det, men turde vi satse, når huset ikke var solgt endnu

Andelsbeviset kunne vi vente med at købe til 1. jan. Det sagde vi ja til. Vi kunne altid sælge det igen, hvis huset ikke blev solgt indenfor 6 - 8 mdr.

Sommetider sker det bare at brikker hurtigt falder på plads.

Huset er nu solgt med overtagelse af nye beboere 15. jan.

Det føles godt og rigtigt. Det er gået stærkt - vi har ikke set på andre boliger

Det hele er bare faldet på plads med en fingerknips

Snart har vi realiseret vores planer, som vi har snakket om i flere år

Meeen .... der er rigtig meget oprydning, der skal klares, når pladsen skal reduceres til det halve - mindst

Adskillige ture er påbegyndt til genbrugspladsen



I dag fik jeg pakket garnlageret ned - desværre får jeg ikke så stort et værelse igen, men det er fint sådan



Der er masser af plads i sommerboligen. De to steder vil komme til at supplere hinanden på bedste vis.

Jeg glæder mig til vores nye liv og solnedgange ved Mossø




Det er svært at tænke på, at det også snart er jul, men pyt afslutningen af dette år og påbegyndelsen af det nye, bliver noget helt specielt.




lørdag den 29. oktober 2016

Lue for Liv - mange bække små skaber en succes

En succes over alt forventning

Sikke en fantastisk opbakning

Der tikker stadig masser af små beløb ind


Den hvide Lue for Liv er strikket i en lækker Baby alpaca fra garnudsalg.dk - købt for flere år siden

4 tråde af den (løbelængde 600m/100 gr) - og jeg har den blødeste bløde lue.

Opskriften er den samme her, blot strikket i rib med 3 tråde højlandsuld


I denne uge er der lagt masser af luer ind i min strikkegruppe på facebook, hvor der i morgen trækkes lod om et fint silketørklæde

Du er også velkommen til at kigge ind

Favoritten er indtil nu den rødlige med falske snoninger på øverste billede.

Jeg er så spændt på mit slutresultat i aften

og det tikker stadig beløb ind

- også donationer, der sættes direkte ind på min indsamlingsside

God Knæk Cancer aften ;)

fredag den 28. oktober 2016

Lue for Liv ...slutspurt

Jeg kunne godt have brugt et call-center

En uges arbejde er ved at nærme sig sin afslutning

Jeg har igen i dag kunnet sætte et beløb ind på min side her

Små hilsener og donationer er begyndt at poppe op

Jeg har fået så mange små historier i løbet af ugen

der viser, hvor vigtigt en sag det er

alt for mange er berørt

så det er meget svært at sidde uberørt hen

Du kan også bidrage inde på min side

hvis du læser dette og ikke strikker ;)

Du er meget velkommen til at lægge blot en hilsen


3 tråde højlandsuld er denne strikket i - hvor er det dejligt at få brugt sine rester - 66 gram p 5.5 mm

God dag til dig kære læser


torsdag den 27. oktober 2016

Lue for Liv fortsættelse

Jamen det er helt viiiildt

Foreløbig har jeg nu indsat 12000 kr



Min idé "Lue for Liv" er i den grad blevet bakket op

langt over forventning



60 gr Blackhill - en rest fra "Udenfor Sæsonen" er blevet brugt til én af luerne i opskriften sammen med lidt Kid Silk Mohair på p 5.5 mm


Spændende hvad beløbet når op på, inden jeg lukker min indsamling lørdag aften ......

Du kan nå det endnu ved at overføre 25 kr til 28 95 26 39 og husk at skrive din mail

Hvordan får vi mændene med?


Den kunne jo strikkes helt i rib, som jeg her er begyndt på - så kan han jo sætte en donation direkte ind til Knæk Cancer på linket her: https://cancer.tv2.dk/profil/lue-for-liv









fredag den 21. oktober 2016

Lue for Liv ... Knæk Cancer 2016

Det startede med én hue/lue

Lue kaldtes de i mit hjem





Denne var jeg noget stolt af - da aflukningen efter flere forsøg blev nærmest perfekt ;)


Så endnu én - måske en mandehue


En tanke slog ned


Som tænkt så gjort

Det er jo Knæk Cancer uge - og ingen køber vel hueopskrifter - de findes jo gratis overalt - men ikke som disse

Derfor kan man samtidig med man støtter en god sag, strikke sig en "Lue for Liv" for 25 kr - ubeskåret går det til uge 43 Knæk Cancer

Jeg har annonceret her fx: www.facebook.com/EllenLarsensdesigns

og på ravelry. Jeg har allerede samlet 725 kr ind på 2 timer - fantastisk

Man skulle sælge strikkeopskrifter ;)

Jeg har strikket i mine garnrester af to tråde højlandsuld sammen med mine rester fra "Kolorit" - en tråd Drops alpaca på p 5.5 mm - det går stærkt

Til landsindsamlingen i april lavede jeg dette sæt "Annelene"


Jeg var glad for at kunne aflevere 500 kr -men denne gang slår jeg den rekord



Desværre har jeg ikke kunnet udlove en bil, men lodtrækning skal der selvfølgelig være. Så derfor trækkes der søndag d. 30. okt lod om et fint silketørklæde fra Kræftens bekæmpelse


Måske det var noget - du er velkommen til at sende mig en mail ellen50larsen@hotmail.com, hvis du kunne tænke dig en "Lue for Liv"

I lørdags var min mellemste datter til begravelse hos sin veninde - mor til en lille dreng på halvandet år. Det er ikke til at bære. Det dur ikke.

Med mindet om de mange vi har mistet og for de, der kæmper og lever med canceren vil jeg gerne være med til at gøre en forskel. Der er ikke så meget jeg kan bidrage med alene - men sammen kan vi

Nu har jeg leveret opskriften og er glad for, at så mange bakker op.

Jeg er naturligvis spændt på, hvor meget det er muligt at samle ind - man kan jo sige det er en win win.

En opskrift og ét lod for 25 kr - og du er med til at gøre en forskel? Du kan også sende en mobilepay direkte til 28 95 26 39 og skrive din mail der mkt. Lue for Liv

Man kan blive bidt af at lave forskellige mønstre i de luer

Nu er kl. 00. 17 - jamen så er det jo min fødselsdag

og om lidt - et år siden, jeg gik på efterløn

Det har været en god, lang ferie

Nu må jeg sove - måske jeg bliver vækket med sang ;)

Godnat






tirsdag den 18. oktober 2016

Hyggevams

Sådan en kan ikke undværes

Nu har jeg lavet min egen "Hyggevams" - og opskrift til str XS - XXL

så måske er der andre, der vil kunne få lyst til at strikke den.

Jeg har strikket den i Blackhill Chunky på p 5

så stærkt går det også

Den er strikket topdown (naturligvis) og med forhøjet nakke.

Er der ét sted, jeg altid fryser, så er det nakken.



Den har været færdig længe - men i dag fandt den sin model og hende, der havde fortjent den

Mine børnebørns kærlige mor



Så bliver der ro lidt igen ;)

mandag den 17. oktober 2016

Ligetil....

Efterår med sine smukke, smukke farver

nærmest fortryllende, siger mit skønne barnebarn

Jeg elsker de gyldne farver

men det er koldt

Det er  tid for uldstrik

varme trøjer findes frem

Jeg har haft en periode med uro i sindet

Huset er sat til salg

opbrudstid

Mindre bolig er valgt ud - pensionistboligen ... hm

Det er ved at være længe siden børnene flyttede hjemmefra

Huset her er blevet for stort - vil hellere strikke end gøre rent ;)

og man skal vel flytte, mens man stadig er i vigør - rask og rørig

Fremvisninger til interesserede købere - det er anstrengende

- og hold nu op, der skal ryddes ud

Derfor bliver der strikket let og "Ligetil"

Oppefra og ned - hvor det bare kører, når maskerne er slået op - mest til tv-kig om aftenen


På p 5 i Chunky uld går det stærkt - 105 gram er brugt str. ca 3 år. Strikket på en god dag

Opskriften er lavet i str 2 - 10 år

Jeg er i gang med en vintervams til svigerdatteren - også i chunky. Den kan snart vises.

Men lige nu er jeg mest optaget af alle de nye kringelkroge, der snart skal udforskes

Dette træ har da vist også slået nogle krøller på sig selv - sjovt som grenene er vokset sammen og danner forskellige hulrum -


I ro med mig selv er jeg ikke - men det kommer jeg forhåbentlig snart igen

Efterårshilsen til dig, der læser trofast med her


torsdag den 22. september 2016

Hestemulen blød som...

Mit nyeste strik er denne lækre cardigan - blød som hestens mule

En kærlig omfavnelse kunne den også have heddet eller morgenfryd.

I morges hvor det var lidt køligt tog jeg den på - det rene luksus

Denne str L er strikket i Linwool fv 19 sammen med Kid Mohair fv 11 på p 4

ca 225 gr Linwoolog ca 60 gr mohair



Den er strikket oppefra og ned. Ærmerne er strikket ind i ærmegabet med "tyskervendinger" - german short rows. Jeg har strikket den frem og tilbage - men den kunne sagtens være strikket med opklipsmasker.



Det er samme type ærme, som jeg har brugt på "Udenfor Sæsonen" - som jeg også er begyndt at bruge.



Sæsonen er ved at være til de lune trøjer og denne er så dejlig at putte sig i, når jeg nyder solnedgangen over Mossø



onsdag den 14. september 2016

Top down strik .... derfor (efter "Rosa")

Jeg strikker helst oppefra og ned - topdown, hvorfor?

Det giver så mange fordele - den største, at det kan prøves undervejs

Halsen - er den stor nok - for stor?

Så kan den justeres eller laves om uden at der er brugt meget tid på det

Overvidden kan reguleres - skal den sidde tæt eller løst

Ærmerne får den længde jeg lige nøjagtig ønsker

ligeså længden

så skal der kun hæftes ender og monteringen er hurtigt overstået

Alt dette er jeg begyndt at værdsætte endnu mere efter "Rosa"

Min ældste datter faldt for "Rosa" fra Suveræn Strik" af Lene Holme Samsøe

- en flot trøje, som jeg efter lidt overtalelse sagde ja til

Den skulle strikkes i originalgarn- langt dyrere, end det jeg plejer at bruge - men pyt, garnet blev fødselsdagsgave i marts.

Det var ikke sådan at finde den rigtige farve - valget var faldet på Lavendel. Men mange forhandlere af garnet havde ikke denne farve.

Så fandt vi frem til Else Marie - hende kom jeg til at holde meget af.  I opskriften stod, at der skulle bruges 10 ngl - træls at købe 11, og så evt få én i overskud af et dyrt garn.

Else Marie sagde ved bestillingen, at hun ville gemme 2 ngl, hvis jeg nu fik brug for det...

Nu kom der så til at gå rigtig lang tid, inden jeg fandt ud af, om jeg kom til at mangle.

Trøjen var langsommelig at strikke med alt det mønster, så det var strik, der foregik ved skrivebordet med forstørret mønsterark :)

Endelig satte jeg og datteren en deadline 1. sept. og i 14 dage op til gav jeg den en skalle.

Da jeg nåede op til at skulle sætte alle delene sammen - kunne jeg se, at jeg kom til at mangle garn - og Else Marie havde heldigvis holdt ord - hun havde gemt - og sendte straks ét ngl til i samme indfarvning - åh tak

Nå - men hele dagen i dag har jeg syet sammen og strikket hals, som jeg var meget i tvivl om - og hvad nu - hvis den ikke duede?

Anne skrev på Instagram, at hun havde strikket den, men fik ikke halsen og skulderpartiet pænt - så hun havde trevlet op - det hele - hjælp!!!

Trøjen er altså strikket nedefra og op i 4 dele, som sættes sammen under armene, hvor raglanindtagninger så begynder.

Jeg var i tvivl om ærmelængden? Ærmegabets højde? Halsudskæringen? Og hele tiden - mon garnet nu slår til.

Opskriften var rigtig fin at følge - blot ikke til sidst - her blev jeg ladt lidt i stikken - der stod at raglanindtagene skulle fortsætte, mens nakken blev strikket højere - det skulle de så ikke på ærmerne- tror jeg ikke, for det ville ikke blive pænt.

Jeg undrer mig over, at garnet ikke slog til, da strikkefasthed var i orden og originalgarn blev brugt, for jeg strikkede den faktisk 3 cm kortere.

Havde jeg strikket oppefra og ned - kunne jeg have strikket den lidt kortere endnu, da den er lang nok - og så fået garnet til at slå til.

Men nu er Rosa færdig - jeg er pavestolt over at have gennemført et kæmpearbejde - synes jeg selv

glæder mig til at give den til datteren og se den på.



Skulderpartiet blev fint


Da jeg nogenlunde passer str. med datter - har jeg selvfølgelig prøvet den

Den sidder som den skal - halsen er ikke mig, så derfor er det godt, at datteren kan lide den slags hals

Flot trøje - flot opskrift af Lene Holme Samsøe

Tip tap tønde - nu kan nyt begynde ...

Min lyserøde lørdag ...

forbindes med oktober og Kræftens Bekæmpelse

men jeg har været i lyserød "mode" hele sidste uge og fik endelig monteret og gjort færdig

i lørdags

for i dag kommer naboens barnebarn Agnes til verden

så der er lavet baby-sæt - men storesøster Asta på 3 skal ikke snydes

så til hende blev der en lille top af garnet, der blev til overs

Knap 4 ngl blev brugt af Summer Cotton - en kæmmet bomuld fra Svarta Fåret

Der er ingen specifik opskrift







Nu glæder jeg mig bare til at se det på og snuse til den lille :)

intet dufter så skønt som en nyfødt