fredag den 25. oktober 2019

Sidste udkald for "LueforLiv" 2019


Uge 43 er snart slut. Ugen hvor vi står sammen om at "knække" cancer.

I respekt og støtte til de mange, der har denne sygdom inde på livet, så

forærer jeg dig denne opskriftssamling mod en meget lille modydelse - se her: 

https://knaek.cancer.dk/profil/lueforliv-2019


fredag den 11. oktober 2019

LueforLiv2019 - til støtte for KnækCancer


Jeg har nu på 4. år lavet strikkeopskrifter til støtte for cancer. Samlingen kalder jeg "LueforLiv"

Indsamlede beløb går ubeskåret til KnækCancer - du finder min indsamling her

Her står hvordan du får fat i opskrifterne. Det er også muligt at donere et beløb uden nødvendigvis at kunne strikke 

Det er altid spændende at se, hvordan mit arbejde bliver modtaget

Forhåbentlig godt og indbringende til et formål, som jeg støtter pga. forskningen, som jeg håber kommer mine børn og børnebørn til gavn

Alt for mange mister alt for tidligt livet pga. cancer

Vil du være med så kig ind på min indsamling


Se evt videoen herunder 

På forhånd tak 










fredag den 13. september 2019

Klip i strik - "Striber eller ej"

Jeg er rigtig glad for min "Striber eller ej" - den sidder godt. Så hvorfor ikke bruge den til den cardigan, som jeg sådan mangler. Jeg har slidt hul på ærmet på de to jeg har.


Der er ingen vendestrik med forkortede rækker i denne, som jeg har opdaget ikke alle bryder sig om, fordi de har svært ved at få dem pæne især i den venstre side. Det har jeg skrevet lidt om, hvordan man undgår i min gruppe på Facebook

Så her laves den forhøjede nakke ved i starten at strikke frem og tilbage

Når den forhøjede nakke er færdig, slås masker op midt foran og resten af trøjen strikkes rundt.

Opskriften kan man jo lige så godt bruge så meget som muligt, hvilket mange har gjort - se blot billedgalleriet her. Du kan sagtens strikke frem og tilbage til cardiganen hele vejen ned - men det er rigtig mange vrangmasker på p 3.5, så derfor er det så genialt at kunne strikke rundt og klippe op.

Jeg vil kort her forklare, hvordan jeg har brugt min opskrift. Når maskerne slås op midt foran - slår jeg 5 ekstra m op. Disse strikker jeg 1 vr, 3 r, 1 vr. Vrangmaskerne gør det nemt at se, hvor der skal bukkes om og hvor der senere skal hækles en forstærkning, inder jeg klipper op til cardigan.


Så strikker jeg eller bare trøjen, som opskriften beskriver. Når den er strikket færdig som trøje samles masker op til halskant. Dette gør jeg også til cardiganen - her har jeg leget lidt med at strikke rib, som afsluttes med lidt rul, som også bliv brugt på "Miss Forårsrul"


Nu er trøjen klar til at blive omdannet til cardigan. Her er den strikket i højlandsuld, så det er fint. Jeg har også brugt metoden til min "123Cardigan" som er strikket i Blackhill Cottonwool ligesom min "Striber eller ej". Det går også sagtens an.

Jeg bruger altid denne side, når jeg skal hækle, fordi billederne er så illustrative, selvom den er på engelsk. Det var her jeg lærte det for flere år siden, men mon ikke der kan findes tilsvarende på youtube på dansk - på engelsk hedder det "steeking" (forstærkning - reinforcing)

Fandt lige denne som viser det samme på film - også engelsk men meget illustrativ.


Jeg bruger ofte strømpegarn i samme farve til at forstærke (hækle) med.


Det vigtigste er at få fæstet i kanten før du begynder (det vises på linket) og så få hæklet omkring de "rigtige masker" (tegning på linksiden) nemlig i forreste ben af maske 2 og bagerste ben af maske 3 - her er vrangmaskerne en hjælp. Der skal hækles en hver maske og kun én gang.
Jeg tillod mig at "låne" dette foto. Maske 1 og 5 er mine vrangmaskerne. Maske 2, 3 og 4 strikkes ret.

Første gang jeg skulle prøve - brugte jeg én af mine strikkeprøver til at hækle og klippe op - så laver jeg mig selv en lille kursusdag, hvor jeg studerer videoer og andet godt og afprøver i praksis.

SÅ TURDE JEG GODT BAGEFTER!


Efter hæklingen samler jeg masker op til forkant, før jeg klipper op, så er der styr på det - og nemt at afmærke knaphullerne lige overfor.



For at få kanten til at lægge sig pænt samler jeg 3 m op og springer over hver 4. maske





Så er jeg ved at være klar til at klippe op. De to stolper er strikket

Og HOKUS POKUS ender hæftet - min længe ønskede cardigan er færdig.



Jeg håber du har fået lyst til at prøve. Lav dig selv et par kursustimer. Strik en prøve - og prøv teknikken - det er så dejligt at kunne.....

Det var bare det. God weekend


søndag den 12. maj 2019

Mors dag er værd at fejre



Her er det "Striber eller ej" i den brede udgave, som Pia har strikket i skønne farver

Glædelig Mors dag

onsdag den 30. januar 2019

Perlestrikket Vams

I et par år har jeg haft et cone uld på 650 gram stående: Donegal Raw købt hos garnudsalg i Gug. 

Dyb flaskegrøn med lidt nister i - men en lidt kedelig farve efter min mening. 

I sin tid købte jeg to farver i dette garn. Det andet cone var karryfarvet, og det blev hurtigt brugt til en trøje "Stenvarde" og senere en kjunikakjole. 

Pludselig så jeg en rest mohair og tænkte, at det kunne måske kombineres - og hvor blev jeg glad. Kombinationen kalder på forår. Perlestrikken får det til at se ud som frø, der spirer.



Yngstedatter kunne rigtig godt lide den og selv er jeg vild med den. Det er én af de få gange, hvor jeg bare må strikke én til mig selv også. Nu her efter vask er den så blød og lækker. 

Den er strikket på pind 8, så langsom går det ikke, hvis det ikke var fordi, jeg i øjeblikket skal tage vare på en albue, der driller.

Til denne str XL er der gået 300 gram af ulden, så der kan heldigvis sagtens blive til endnu én

Jeg har lavet en opskrift der dækker str 36 - 54



lørdag den 26. januar 2019

Der er kommet sne

Det skal fejres

Snevejrstilbud på udvalgte opskrifter i denne weekend - 

Skulle du finde én, der ikke er på tilbud finder vi også ud af et lille "snefald" - 

https://ellenlarsendesign.dk



søndag den 6. januar 2019

På hue med det nye år ...

Jeg kan rigtig godt lide at tage hul på et helt nyt år

2018 ser jeg tilbage på med glæde og taknemmelighed

Året har været et glædes år, hvor jeg i marts fik nyheden om at mit første barnebarn var på vej. Jeg vil ikke sige at jeg helt havde opgivet, men næsten. Det gjorde mig derfor boblende glad.

Den vordende mor begyndte at presse på for, at den rejse mine 3 døtre og jeg flere gange havde talt om at tage på sammen, nu skulle se at blive til noget inden fødslen i september.

Mine piger fik arrangeret sig en uge fri i maj, hvor turen gik til Lagos i Portugal. En rigtig "tøsetur".

En rejse vi længe havde talt om, men som jo også kræver planlægning, for at de alle skulle kunne få fri fra jobbet til dette. Der blev grinet og hygget, som vi kan, når vi er sammen.


Algarvekysten

Dejligt vi nåede dette, inden Tilde kom til verden d. 25. september. Hun fylder mig med en brusende og boblende glæde, som kan sammenlignes med at være nyforelsket.

Jeg er fyldt med glæde og taknemmelighed over året, der nu er forbi, men hvor det bedste lever videre i minderne fra de gode oplevelser.

Jeg har med nu taget hul på det nye år og ser frem til dets glæder og udfordringer

Udfordringer har jeg med hensyn til at strikke. Jeg døjer med smerter i mine albuer - især den højre

Så derfor strikkes der minimalt i denne tid. En anden udfordring er at lære at svømme - jeg går på et hold for vandskræk og det går stille og roligt fremad.

I februar skal jeg til tjek for knogleskørhed - det fylder også lidt i mine tanker

Men der er ingen grund til at tage bekymringer på forskud - nu ser jeg frem til barnedåb d. 20. januar

Min boblende glæde tænkte jeg kunne omsættes i en ny hue at gå ind i det nye år med. Nogen gange falder man bare lige over et sjovt mønster eller diagram, som må afprøves

Navnet "Glædesbobler"faldt meget godt i tråd med mønsteret og den stemning den er strikket i, mens jeg ventede på, at Rådhusklokkerne skulle markere overgangen til et nyt år.



Udfordringen ved en hue er at få lavet en fin afslutning i toppen


Så jeg måtte lige strikke en til for at kunne lave en opskrift. De er strikket i Extrafine Merino fra Drops ca. 1 1/2 nøgle går til en huen "Glædesbobler"




I går fik jeg gjort min "Uldtop" færdig. Den skulle have været med i mit "LueforLiv" projekt for KnækCancer i uge 43, men afslutningen af huen havde jeg ikke lige tålmodighed til at udtænke på daværende tidspunkt

Det blev den så i går. Strikket i Blackhill højlandsuld sammen med en superfin alpaka. 46 gram. God og varm om ørerne med den dobbelte ribkant

2018 var også året hvor jeg i starten af året udfordrede mig selv og lærte at lave en hjemmeside efter en video på youtube. Den er jeg meget glad for og tak for alle besøge derinde.

Du finder den lige her www.ellenlarsendesign.dk

Må 2019 blive et godt år med glæde og udfordringer, vi kan klare og vokse ved

Godt nytår til dig der besøger min side og læser med her