Om mig

Mit foto

Jeg var ung i de glade 60´er, hvor jeg strikkede hønsestrik og store islandske trøjer. De var varme at have på til jazzbal. Min blog er mit fristed. Her deler jeg ud af mine erfaringer om strik, som jeg har genoptaget her i mine glade 60´er. Jeg finder glæde og ro ved at sidde med strik i hænderne. Min blog bærer nok præg af, at jeg er lærer og gerne deler ud af den viden og inspiration, jeg suger til mig i blogverdenen.
 
 

onsdag den 29. oktober 2014

Løvfald og overspring...

Jeg har fået alt for lidt tid til at strikke i år pga min nye arbejdssituation.

Det er frustrerende, når det nu er det, jeg har allermest lyst til

Det er heldigvis en situation, der løser sig indenfor en overskuelig tid.

Jeg kan tage mig selv i at blive helt stresset ved tanken, om alt det jeg gerne vil, men ikke når.

Der hvor jeg mærker det mest, er min mangel på ro og tid til fordybelse. Jeg laver for mange overspring, og som Anne kommenterede, så var jeg ved at være temmelig god til det.

Det positive er de små søde resultater, der kommer ud af det.

Jeg skal nok blot lære at acceptere, at det er sådan det er lige nu.

Om et år er alting anderledes ........ - (titlen på en god ungdomsroman)

I hvertfald skal der, når Løvfald er færdig - strikkes en trøje til julegave og også gerne de traditionelle sokker.

Så jeg lavede forleden en plan for at nå i mål med Løvfald. Den skal være 53 cm lang ca.

Jeg er jo nok blevet for gammel til lårkort -

Mangler 23 cm - rundhåndet gav jeg mig selv 14 dage ... Incl montering

Så nu konkurrerer jeg med mig selv om at nå over de daglige to cm. Lange omgange og kedelige.

Heldigvis kan jeg så skifte farve. Samtidig kan jeg med god samvittighed strikke på lidt andet ind imellem.

Status er dog, at jeg bliver motiveret af konkurrence med mig selv, så jeg er nu 6 cm foran min plan :)

Et lille overspring blev det dog til forleden aften sent, hvor jeg ikke kunne sove

En lille vest af resterne fra "Under uret" - facts kommer senere

God efterårsonsdag til dig, der læser med i dag

PS. Hvordan mon du motiverer dig selv, når strikketøjet bliver lidt for laaaaaaaangtrukkent?

 

 

søndag den 26. oktober 2014

Rajas Raglan ca str 1 år

For længe siden forelskede jeg mig i en dejlig varm efterårsfarve fra garnudsalg.dk.

Den hedder "Kommen" Jeg fik fornylig bestilt 100 gr for at afprøve farven. Et er at se den gennem skærmen - noget andet at se den ved selvsyn.

Det kom der denne lille strukturtrøje ud af.

 
Jeg har opskriften fra Lene Holme Samsøes bog: Babystrik p. 3.5 - 4

Der er brugt 70 gram af højlandsulden med en lille kontrastforhold i farven "Honning"

 
Dette var igen en lille uimodståelig overspringshandling på p 3.5

Nu bliver den lagt ind på min side her, måske nogen kan bruge den. Kigger du ind her må du gerne dele eller like. På forhånd tak :)


 
 
God søndag

tirsdag den 21. oktober 2014

Efterårsfarver ... Det er lige mig

Naturen med de smukke efterårsfarver i træernes blade, det er lige mig

En gåtur i skoven på denne årstid er en smuk oplevelse

Jeg suger farveindtrykkene til mig.

Jeg er født efterårspige .... Oktober 22

Jeg er i mit livs efterår .... og har det rigtig godt med det

 
Jeg forsøger at strikke efteråret ind i min nederdel, som jo netop hedder "Løvfald"
Den er enkelt og let at strikke - grænsende til det kedelige, men så er det jo, man bare kan skifte farve

- eller lave en lille overspingshandling

 
 
Således hoppede "Rajas raglan" lige på pindene i går.
 
Jeg har længe været småforelsket i farven Kommen fra garnudsalg, så sidste gang jeg havde en bestilling afsted bestilte jeg 100 gr af den sammen med Grov Sennep og Skumbanan.
 
Lidt afveksling skal der åbenbart til, så monogamstrikker er jeg kun, når jeg virkelig bliver fanget ind af udfordrende teknikker eller et spændende mønster.
 
Jeg observerer diverse Ufo'er rundt omkring mig - men det er fint så længe de ikke stresser mig med stemmer, der siger: Du burde ..... Nu er det vist på tide .....
 
Mon nogen af jer hører sådanne stemmer?
 
 
God tirsdag
 
 

fredag den 17. oktober 2014

Løvfald ... så var den ferie slut

Sådan en uge går hurtigt. Mit mål var at få Laneway færdig, og det nåede jeg jo i går.

Jeg fik besøgt min bror, havde børnebørnene til overnatning og så lige en dag eller to til mig selv uden planer

Jeg fik også klaret et besøg hos tandlægen og damefrisøren, så kan jeg lidt igen

På søndag har jeg inviteret børn, svigerbørn og børnebørn til frokost, så bliver ugen lige rundet godt af.

Traditionen tro, når jeg har fødselsdag, laver jeg en hjemmelavet is.

Opskriften fik jeg i begyndelsen af 80'erne af en efterskolekollega - og jeg har brugt den med succes mange gange.

Men hver gang skal jeg lede efter den lille lap, den er skrevet på mellem alle mine andre lapper.

 
Nu lægger jeg lappen, som Lone skrev mig for tredve år siden, her på bloggen så kan andre måske få glæde af den.

 
Godt med hakkede mandler, chokolade og knuste makroner blandes i flødeskummet tilsat piskede æggehvider og æggeblommerne rørt med flormelis.

Jeg sparer dog lidt på makronerne, da de søder isen mere, end jeg bryder mig om - men det er jo en smagssag.

HJEMMELAVET IS - NÅR DEN ER ALLERBEDST.

 
Nu er den i fryseren - på søndag kan den så vendes ud på fad, pyntes med kiwi eller lignende.
Den kan også laves i randform og pyntes med jordbær om sommeren fx

Nu til bloggens egentlige ærinde

Jeg har fået bestemt mig for garn til Løvfald af Annette Danielsen.

Den første start er pillet op.

Nu har jeg fundet en "Tweed me Please" frem, som så skal strikkes sammen med alpaka i forskellige gode efterårsfarver.

Mon ikke det kan blive godt?

 
God fredag til jer, der læser med


torsdag den 16. oktober 2014

Laneway færdig....facts

Datterens Laneway er færdig. Hun så et billede af Ullas, og så skulle det være sådan en.

Den har været længe undervejs, fordi jeg gerne ville prøve undervejs - det er netop fordelen ved topdown. Det har ikke været så ligetil, da hun bor i København og jeg i det midtjyske.
Men nu er den klar til aflevering, når den lige bliver tør.

Der var ikke mange ender at hæfte, da jeg undervejs lærte mig at bruge Magic Knot (og det holdt i vask)

Jeg har brugt et andet garn end opskriftens - nemlig recycle cotton fra garnudsalg.dk

Det er et lækkert garn, blødt og meget behageligt at bruge.
Jeg har strikket "Under uret" af Annette Danielsen i samme garn, så derfor faldt valget på det til kjolen.

Jeg måtte ned på pind 3 for at kunne holde strikkefastheden nogenlunde.

 
Jeg afveg fra opskriften enkelte steder bla lavede jeg italiensk opslag, som giver et flot kant i det rustikke garn

Opskriften Laneway er på engelsk - designeren er Veera Valimaki - købt på Ravelry.com

Garnforbruget kan ses her til str. L og kjolelængde (87 cm fra nakken)
Pacalinaen kunne fint undværes, men den giver et godt udtryk.

 
De "Laneways" jeg har set på bloggene, har været uden lommer. Datteren ville gerne have lommer og efter at have prøvet den med lommer, forstår jeg hende godt. Dog betyder det, at der bliver et slip på 12 cm, hvor der strikkes frem og tilbage fremfor rundt.


Jeg havde det ret "sjovt" med de lommer.

Øverste billede: læste ikke opskriften godt nok - derfor blev lommen ret aflang - og så "langfingret" er datteren ikke.

Midterste billede: her fulgte jeg opskriften, men snippen blev så spids, at den næsten nåede til kjolens nederste kant

Nederste billede: efter 10 udtag strikkede jeg de sidste 4 cm uden udtag og nu sidder de fint


 
 

 
 
Nu glæder jeg mig bare til at se hende i den.


 
 
 

Nu vil fokusere på næste projekt nederdelen "Løvfald" af Annette Danielsen


Heldigvis er der lige lidt efterårsferie tilbage. Det vil jeg nyde

God weekend