søndag den 24. marts 2013

Min søndag....

I dag er det en søndag lige efter mit ønske.
Vågnede tidligt - lå og lyttede til gårsdagens podcast af "Mads og Monopolet".

Herligt når man kan ligge langt nede under dynen og skraldegrine.

Senere blev elevationssengen hejst, og jeg fik strikket en times tid på mit projekt, mens jeg lyttede "Tyskerungen" af Camilla Lägerberg færdig. Nu er jeg så startet på "Den hundredårige der kravled ud af vinduet".

Morgenkaffen med blødkogt æg og lækkert rugbrød, fik jeg serveret.

Så tog vi i Loop - det lokale fitnesscenter. Længe siden jeg har været der sidst - nåja, bortset fra at jeg også var der i går. Dejligt bagefter.

Hjemme igen tog jeg fat på den bolledej, som jeg havde sat til hævning i går.
50 dejlige, sunde boller var - vupti - tryllet frem. Denne gang med lidt rugmel, grovvalsede havregryn og hørfrø.

Mens bollerne bagte fik jeg ryddet op i mine lange pinde, strømpepinde og rundpinde. Nogle af dem er 30 år gamle.

I Netto fandt jeg for nogen tid siden disse fine beholdere.
Af nogle pindenr. var der en del gengangere. Typisk når jeg impulsivt er faldet for et projekt i en garnbutik, hvor jeg så ikke lige har vist, hvilke pinde jeg har haft hjemme. Så for en sikkerheds skyld har jeg købt - for skal der gang i et projekt, skal det helst være med det samme.

Nu har jeg lavet liste over, hvilke numre jeg har - så nu har jeg overblik.

Kl. er nu godt 14:00 og jeg har lige været i bad. Hjemmedragten af velour er taget på - så nu skal der bare hygges videre.

Se det er en søndag efter mit hoved :)

God søndag til dig!
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.